Billetsalget er startet
Det er blevet tid til den sidste hjemmekamp i denne specielle sæson. Den spilles onsdag d. 1. juli kl. 18.00 på Valby Stadion. Modstanderen er Jammerbugt FC.
Billetter kan købes på FairBillet.dk, og der vil ikke være billetsalg ved indgangen.
Første kamp i ny spillertrøje – køb den på stadion og i webshop
Til kampen mod Jammerbugt vil spillerne se lidt anderledes ud end tidligere, når de løber på banen. De har nemlig fået nyt spilletøj.
Sammen med CRAFT og Sportigan Klub & Erhverv, som er kamppartnere for denne kamp, har Boldklubben FREM udviklet en ny spillertrøje, som vi skal spille i fremover. Den får debut onsdag, hvor den også vil være til salg på stadion og på Sportigans webshop.
Vi glæder os rigtig meget til at vise trøjen frem i kamp.
Jammerbugt FC kommer til byen
Mens københavnerne tager afsted mod sommerhusene i Blokhus og Løkken, tager onsdagens modstander Jammerbugt FC den anden vej for at gæste Valby Stadion i Oprykningsspillets næstsidste runde.
Jammerbugt ligger inden kampen nummer 9 med 33 point, mens vi selv ligger nummer 11 med 29. Vi kan altså ikke indhente vendelboerne helt, men vi kan komme tæt på dem inden sidste runde. Statistikken er dog på udeholdets side.
Mens FREM ligner sig selv, har Jammerbugt FC været igennem flere transformationer i de senere par årtier, og vi har kun mødt hinanden 4 gange i den nuværende konstruktion. Her fører JFC 3-1 i sejre.
3-1 vandt Jammerbugt FC også i weekenden, da de var på besøg hos Brønshøj. Deres tre mål kom alle efter dødbolde, så der er god grund til at være ekstra påpasselige med at give for mange frispark og hjørnespark væk. (Se målene her)
Ingen af holdene har karantæner til kampen, så trænerne har alle kort på hånden i det taktiske spil.
Det seneste møde mellem klubberne var i juni 2018, hvor FREM måtte tage hjem fra sommerlandet med et nederlag på 2-1. Vores mål blev scoret af Frederik Hansen, og vi tillod os at brænde et straffespark undervejs. Nu må det være tid til genoprejsning.
Flot sejr i ryggen
FREM kommer lige som modstanderen ind til kampen med en sejr i ryggen. I lørdagens kamp blev et af topholdene, Middelfart, sendt hjem uden point, og vi kunne fejre en målrig sejr på 4-2. Vores mål blev sat ind af Daniel Anusic, Paul Ngongo Iversen, Tonni Adamsen og Daniel ‘Elly’ Pedersen. Igen godt at se angriberne komme på tavlen. (Se målene her)
Den gode præstation skal følges op mod Jammerbugt hjemme og også mod Aarhus Fremad ude i sidste kamp, så vi kan tage på ferie med selvtilliden i top. Det er vigtigt forud for næste sæson, som bliver utrolig spændende i 2. Division.
Får vi målfest igen?
2 mål, 3 mål, 4 mål, 5 mål og 6 mål. Bliver det 7 denne gang? Kampene i 2020 viser et klart mønster i antallet af mål fra kamp til kamp. Fra 1-1 mod HIK til 4-2 over Middelfart. det må betyde, at vi kan forvente noget af en målfest denne gang…
Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og en sejr vil varme lidt ekstra – også for de mange trofaste Fremmere, som altid bakker op, uanset om de må komme til kamp eller ej.
Siden sidst er Marco Brylov og Victor Christiansson ude af truppen, og Kristoffer Dirksen er ude i et stykke tid. Så der skal rokeres lidt rundt. Det giver plads til, at andre kan vise, at de skal være med efter sommerferien i startopstillingen.
Næste sæson bliver igen en gyser
Sæsonen 2020-21 bliver med to rækker (Øst go Vest) med 14 hold i hver. Der vil med al sandsynlighed være flere østhold end vesthold, og der skal derfor trækkes lod om, hvem der skal spille efteråret i den anden pulje. Kun AB forventes at være ‘fredet’, da de har spillet i vestrækken i år, så vi krydser fingre for, at vi får en god lodtrækning.
Uanset hvad håber vi på, at der bliver åbnet for tilskuere, når vi starter op igen, og vi kan se frem til nogle sjove kampe mod vores københavnske rivaler. Divisionsforeningen og DBU arbejder på en løsning for tilskuere, og vi melder ud, så snart der er nyt.
Pas på dig selv og andre og følg anvisningerne
Denne sidste hjemmekamp er underlagt restriktioner og særlige regler, som vi efterhånden kender. Pas på dig selv og andre, husk at vaske og afspritte hænder og følg anvisningerne fra vagter og officials.
God kamp til alle og god sommer!