Sejr i forårets første kamp
FREM vandt forårspremieren med 2-1 ude mod AB.
Dermed fik Daniel ’Elly’ Pedersen en sejr i sin første kamp som FREM-træner – og så endda mod AB, der er en af de klubber, han selv har spillet for. ’Elly’ spillede for AB i 2010-11.
I andet minut af lørdagens kamp kom FREM foran på et selvmål, men canadieren O’Vonte Mullings – som også scorede mod FREM i efterårets kamp (0-1) – udlignede efter et lille kvarter.
I anden halvleg blev AB reduceret til ti mand efter 20 minutters spil, da AB’s tysker med de tjekkiske rødder, Adrien Koudelka, fik marchordre.
FREM fik fordel af overtallet på banen til at komme foran få minutter senere, da debutanten Marc Winkel udnyttede en AB-fejl til resolut at skyde på mål og sende bolden i kassen.

Hvordan ligger FREM?
Det var FREMs første sejr i seks divisionskampe. Tilbage i oktober vandt FREM 2-1 ude over HIK. Og opgøret mod AB var også den første kamp siden dengang, at det lykkedes for de tværstribede at score mere end et enkelt mål.
Sejren over akademikerne betyder, at FREM nu er oppe på den sjetteplads, der i sidste ende betyder en tur i oprykningsspillet. Men det er marginalt, og der er mange hold om buddet. Så igen: Samtlige point er dyrebare i den nuværende situation.
Hvordan ligger Næstved i tabellen?
Næstved lagde fra land i foråret med en hjemmesejr på 2-1 hjemme over Thisted.
Bulletinerne fra det sydsjællandske lyder på en småkedelig fodboldkamp på trods af de tre mål.
Emil Laustsen bragte thyboerne foran efter små 20 minutters spil på en løs chance. Men i anden halvleg lykkedes det for Mathias Kristensen at score to gange, så Næstved kunne tage de tre point.
Sejren sender Næstved op på fjerdepladsen i rækken med 28 point for 17 kampe. Der er seks point ned til HIK, som lige nu ligger på den kedelige syvendeplads, der betyder nedrykningsspil. Der er fire point op til Aarhus Fremad, som ligger på andenpladsen, der giver oprykning.
Hvordan er Næstveds form?
Den er god!
Holdet kom lidt svingende fra start i denne sæson, men de sluttede efteråret godt af med tre sejre, så sejren over Thisted i forårets første runde var altså den fjerde på stribe.
Næstved er lidt bedre hjemme end ude. Hjemme er det blevet til fem sejre, en uafgjort og to nederlag i de foreløbig otte kampe. På udebane har de grønblusede tre sejre, tre uafgjorte og tre nederlag.
Det hidtil sidste nederlag på hjemmebane ligger tilbage til september, hvor Middelfart tog hjem til Fyn med en sejr på 2-0 i bagagen.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at Næstved trods den pæne placering har negativ målscore.
Det skyldes i al sin enkelthed, at samtlige de otte kampe, som Næstved har vundet, har været sejre på ét mål.
Til gengæld har tre af de fem nederlag været på mere end et mål.

Hvordan gik det sidst?
De to klubber mødtes senest på Valby Stadion i efteråret i en kamp, der sluttede 1-1.
Gustav O. Hansen bragte FREM foran på et hovedstødsmål i første halvleg. I anden halvleg udlignede Næstved på et mål, der blev noteret som et selvmål af FREM’s daværende målmand, Viktor Anker, da bolden efter et skud ramte stolpen og dernæst FREM-keeperen i ryggen, inden den endte i netmaskerne.
Hvad siger statistikken?
Næstved er bestemt ikke en favoritmodstander for FREM.
Da FREM i 1976 gik glip af mesterskabet på sidste spilledag, skete det efter en 0-0 kamp i Næstved.
Og da FREM i 1992 rykkede ud af Superligaen, skete det efter en kamp på Næstved Stadion, der sluttede 2-2, efter at FREM havde ført 2-0. En sejr til FREM havde i stedet sendt Næstved ned i den daværende kvalifikationsliga.
Samlet set har FREM mødt Næstved IF/Næstved BK 58 gange.
Vi skal ret langt tilbage for at finde den hidtil sidste sejr til FREM (men der har retfærdigvis også været en del år, hvor de to klubber ikke var i samme division).
Seneste sejr ligger tilbage til april 2008, hvor FREM vandt 2-1.
Samlet set har FREM 16 sejre, 18 kampe er endt remis, mens Næstved har vundet 24 gange. Den samlede målscore lyder på 86-80 i Næstveds favør.
Når målscoren trods alt ikke ser værre ud, hænger det især sammen med, at den første dyst imellem de to klubber i 1937, endte med en sejr på 7-0.
Ved den lejlighed lavede en af FREMs største spillere gennem tiderne, Pauli Jørgensen, hattrick. Helmuth Søbirk og Svend Hansen scorede begge to mål i den kamp, som ingen af os desværre kan huske.

Hvem er dommer?
DBU har udpeget dommeren med det lange navn, Oliver Alexander Stegemüller Fogh Simbold, til at passe fløjten.
Hvornår spilles der?
Kampen begynder søndag 16. marts kl. 13.00
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Foto: Claus M. Hansen