Kampreferat
Kjellerup scorede første og sidste mål, men indimellem scorede FREM hele seks gange, og på den måde blev denne Anden Påskedag en virkelig festlig en af slagsen med en FREM-sejr på 6-2 i den første kamp i 2. Divisions Kvalifikationsspil.
Se fotograf Preben Pathuels mange flotte billeder fra kampen på dette link: Billedserie: Boldklubben FREM – Kjellerup IF
Hele sæsonen har FREM-fansene sukket efter mål. Mod Kjellerup kom der i den grad hul på bylden, da FREM sendte midtjyderne hjem med en fodboldlektion og nogle sejrscifre, der er mere almindelige på en tennisbane end på Valby Stadion.

Elly var i hopla og scorede hattrick (Foto: Preben Pathuel).
Daniel ’Elly’ Pedersen scorede halvdelen af de seks FREM-mål i en herlig solbeskinnet fodboldkamp, som 510 mennesker havde valgt at droppe påskefrokosten for at overvære.
FREM-træner Lasse Holmgaard havde foretaget tre ændringer i forhold til det hold, som i sidste runde af grundspillet havde tabt 0-1 hjemme til Skovshoved. Det var den kamp, som FREM skulle have vundet for at være kommet med i Oprykningsspillet.
På højre fløj havde Lasse Holmgaard foretrukket Hamid Khalidan frem for Gustav Gjøg, som var sat på bænken sammen med Daniel Anusic, der også var startet inde mod Skovshoved.
I den kamp var Daniel ’Elly’ Pedersen fortsat skadet, men han var blevet klar til kampen mod Kjellerup.
Til gengæld var Victor Christiansson blevet skadet, og i stedet for svenskeren begyndte Mikkel Andersson på banen.
Kjellerup kom på deres side til hovedstaden som nummer 12 i pulje 1 med 12 point for 22 kampe og kun en enkelt udesejr. Til gengæld havde holdet i den sidste kamp i grundspillet vundet hjemme med 3-2 over Jammerbugt, så FREM havde ingen grund til at undervurdere modstanderen.
Dagens kamp begyndte som lyn og torden med fem mål inden for de første 23 minutter.
Kjellerup kom foran efter fem minutters spil, da Rasmus Lysdal brød igennem i jydernes venstre side. Han satte to FREM-spillere af med et par kropsfinter, og dernæst fik han frit skud fra kanten af målfeltet og placerede bolden tæt op ad højre stolpe. FREM-målmand Marco Brylov gik ud af sit mål, men han kunne intet stille op i situationen (se målet her).
Kjellerups føring holdt dog kun cirka et minut.

Benjamin Warlo udlignede tidligt og satte FREM i gang med målfesten (Foto: Preben Pathuel).
FREMs Abdoulie Njai kom igennem i venstre side og fik lagt en høj bold ind til Benjamin Warlo, der straks pandede den op mod målets højre hjørne. Kjellerups målmand, Rasmus Overgaard, havde fingrene på, men han kunne ikke forhindre udligningen (se målet her).
Samme Abdoulie Njai var på spil igen tre minutter senere, da han igen brød igennem på sin venstrekant. Denne gang måtte Kjellerup tage ulovlige metoder i brug for at stoppe FREM-spilleren, og da det foregik i straffesparksfeltet, pegede dommer Emil Martinussen på pletten.
Der var ikke de store protester fra Kjellerups spillere over afgørelsen, der bestemt også så helt korrekt ud.

Elly var dagens mand i skysovs – det er Marco Brylov enig i (Foto: Preben Pathuel).
Daniel ’Elly’ Pedersen omsatte det store tilbud til scoring, da han hamrede bolden i målets venstre side, imens Rasmus Overgaard kastede sig i den anden retning (se målet her).
Det var første gang, FREM fik et straffespark i denne sæsons 2. Division. Og målet til 2-1 markerede samtidig, at det var første gang holdet kom op at føre efter at have været bagud.
Efter et kvarters spil scorede ’Elly’ så sit andet og FREMs tredje mål i denne kamp, da han modtog en skøn aflevering i dybden fra Tonni Adamsen. ’Elly’ kendte kun én retning, og selvom Rasmus Overgaard gik godt ud af sit mål og nær havde lavet et nyt straffespark, så fik ’Elly’ rundet ham, og selvom vinklen blev lidt spids, kunne han sende bolden i det tomme mål til 3-1 (se målet her).
Det var første gang i denne sæson, FREM lavede tre mål i én halvleg. Men der skulle komme et mere otte minutter senere.

Hamid Khalidan og ‘AB’ fejrer sidstnævntes mål med stil (Foto: Preben Pathuel).
Kristoffer Dirksen satte sig igennem i højre side og søgte ind mod midten. Han lagde bolden frem til Tonni Adamsen i venstre side af straffesparksfeltet. Hans forsøg lykkedes det for Kjellerup-forsvaret at blokere, men bolden endte hos Abdoulie Njai, som fra kanten af feltet med et højt skud sendte bolden forbi alt og alle til ny netblafren (se målet her).
Tremålsføringen fik FREM til at lette foden en anelse fra speederen i resten af første halvleg, og med lidt mere skarphed kunne Kjellerup måske godt have skabt fornyet spænding om udfaldet.
Tættest på var Magnus Schelle omkring 12 minutter før pausen, hvor FREM havde mistet bolden i højre side. Kjellerup kørte kontraangreb i modsatte side, der sluttede med et indlæg mod målfeltet, hvor Magnus Schelle hårdt presset sendte sit forsøg over mål til målspark til hjemmeholdet.
Fra anden halvlegs start var FREM dog igen det dominerende hold. Nok en gang kom det meste fra venstre side, hvor Abdoulie Njai med sin fart og sin uforudsigelighed voldte gæsterne store problemer.
Efter et lille kvarters spil af anden halvleg kunne FREM forhøje målsaldoen fra fire til fem.

Tonni Adamsen blev helt fortjent både assistmager og målscorer (Foto: Preben Pathuel).
Tonni Adamsen modtog bolden omkring midtercirklen, og derefter løb han direkte mod mål. Fra kanten af feltet tog han chancen med et skud, der dykkede lige foran Rasmus Overgaard og endte i mål tæt på højre stolpe (se målet her).
Men ’Elly’ var ikke færdig endnu.
Han var tæt på få minutter efter Tonni Adamsens mål til 5-1 med en hovedstødsafslutning, der endte lige ved siden af målet. Og minuttet efter fuldendte han sit hattrick.
Denne gang kom opspillet fra FREMs højre side, mens ’Elly’ havde placeret sig i venstre side af straffesparksfeltet. Ham havde ingen af Kjellerup-spillerne tænkt på at dække op, så da FREM-angriberen modtog bolden, havde han både tid og plads til at snurre rundt om sig selv og på den måde snyde de tilbageløbende forsvarere. Han fuldendte manøvren ved med et fladt skud at sende bolden i målets korte hjørne (se målet her).

Frederik Sundstrups mål blev desværre annulleret pga offside (Foto: Preben Pathuel).
Både Abdoulie Njai og Kristoffer Dirksen var efterfølgende nærgående, og små ti minutter før tid lykkedes det for Frederik Sundstrup at sende bolden i Kjellerups mål for syvende gang. Men hans hovedstødsscoring blev annulleret på grund af offside.
I stedet lykkedes det til allersidst for Kjellerups Marcin Kiesa at heade en bold i nettet efter et hjørnespark i gæsternes venstre side. Men det var og blev et trøstmål, og kort efter blæste Emil Martinussen opgøret af.
Alt i alt en virkelig flot kamp af FREM, der konsoliderede førstepladsen i nedrykningsspillet med en sikker sejr og en kamp med mange fine kombinationer og chancer krydret med velkvalificerede afslutninger og mål.
FREMs næste kamp er søndag 28. april på udebane mod Avarta.

Vinderbilledet fra dagens kamp (Foto: Preben Pathuel).
Matchfakta:
FREM – Kjellerup 6-2 (4-1)
Mål:
0-1 Rasmus Lysdal (6.)
1-1 Benjamin Warlo (7.)
2-1 Daniel ’Elly’ Pedersen (10, str.)
3-1 Daniel ’Elly’ pedersen (15.)
4-1 Abdoulie Njai (23.)
5-1 Tonni Adamsen (59.)
6-1 Daniel ’Elly’ Pedersen (63.)
6-2 Marcin Kiesa (90.)
Advarsler:
FREM: Ingen
Kjellerup: Lasse Dahl (56.)
Holdopstillinger:
FREM: Marco Brylov – Kristoffer Dirksen, Frederik Sundstrup, Kenneth Thinter – Hamid Khalidan, Mikkel Andersson, Frederik Roepstorff, Abdoulie Njai, Tonni Adamsen – Benjamin Warlo, Daniel ’Elly’ Pedersen
Kjellerup: Rasmus Overgaard – Alex Hersbøll, Marcin Kiesa, Brandon Onkony – Lasse Dahl, Patryk Pietras, Mathias Bendz, Magnus Schelle – Henrik Hykkelberg Jensen, Mads Olesen, Rasmus Lysdal
Udskiftninger:
Kjellerup: Christoffer Denius Nielsen ind for Mathias Bendz (44.)
FREM: Daniel Anusic ind for Hamid Khalidan (62.)
FREM: Alain Mateso ind for Benjamin Warlo (62.)
Kjellerup: Frank Hansen ind for Lasse Dahl (62.)
FREM: Andreas Lundberg ind for Mikkel Andersson (72.)
Kjellerup: Frederik Dam Jensen ind for Magnus Schelle (80.)
For FREM blev Gustav Gjøg og Jesper Næsby (målmand) ikke benyttet.
Dommer: Emil Martinussen
Tilskuere: 510