Sommer, sommer og styrtregn: FREM satte Næsby på plads i opvisningsstil

Med en suveræn sejr i sæsonens sidste kamp på 5-3 over Næsby satte FREM en tyk streg under oprykningen og førstepladsen i 3. Division.

FREMs mange fans fik, hvad de kom efter i sidste runde, da der var lagt an til stor oprykningsfest på Valby Stadion mod Næsby.

Ingredienserne var otte mål, en sejr til FREM, samt pokaler, øl og champagne efter kampen.

Og så var det jo altså afskedskamp for to gæve FREM-spillere i form af to gange Rasmus (Louie Larsen og Grønne Jensen).

Rasmus Louie Larsen begyndte og sluttede kampen som venstre back, mens Rasmus Grønne Jensen allerede efter ti minutters spil kom ind i midterforsvaret i stedet for Emil Schou Jørgensen.

Vejrguderne ville ikke helt spille med på festen, så de åbnede for sluserne i en grad, så det stod ned i stride strømme en stor del af kampen. Men det kunne hverken spillere, trænere eller publikum tage sig noget af.

FREM sikrede jo allerede oprykningen i sidste måned, men Næsby havde inden kampen en teoretisk mulighed for at rykke op sammen med FREM.

De var tre point og fem mål efter Ishøj, så meget skulle flaske sig, hvis Næsby skulle nappe andenpladsen. Men fynboerne gjorde et bravt forsøg.

Efter at de to hold havde følt hinanden lidt på tænderne i de første ti minutter, var det Næsby, der havde de første fire chancer.

Den største af dem tilfaldt Louis Richard Larsen efter små 20 minutters spil, hvor han efter et fynsk gennembrud i højre side modtog bolden i fri position midt i feltet. Viktor Anker i FREMs mål fik dog på flot vis klaret forsøget.

Viktor Anker stod i denne trængselsperiode for FREM også i vejen for forsøg fra angriberen Magnus Saaby og højrekantspilleren Philip Stoustrup, der var en evig kilde til uro.

FREMs bedste forsøg i første halvdel af første halvleg kom efter et kontraangreb, hvor Salieu Drammeh fra venstre side trak ind i banen. Men hans forsøg strøg lige over Næsbys mål.

Herefter fulgte en periode, hvor FREM så småt overtog styringen af begivenhederne. Og efter en halv time gav det bonus.

Efter en høj aflevering på tværs til Rasmus Louie Larsen i FREMs venstre side, løb Næsby-målmand Phillip Gejl ud af sit mål. Men han burde nok være blevet inde på stregen.

Næsby-keeperen nåede i hvert fald ikke ud til bolden, og i stedet ramte han Rasmus Louie Larsen, der røg til jorden, men som fik headet på mål, hvor det lykkedes for Næsby at forhindre en scoring få centimeter fra stregen.

Men så let slap udeholdet ikke.

Da forseelsen var begået i det kriminelle felt, dømte dommer Iman Huseen Omar straffespark til FREM, og han hev samtidig det gule kort op til Phillip Gejl. Rødt kort havde måske været lige hårdt nok, for Næsby reddede jo hovedstødsforsøget.

Men straffespark var der, og det blev op til topscorer Egzon Zeqiri at eksekvere.

Han omsatte det store tilbud til mål ved at knalde bolden hårdt til venstre side uden chance for Phillip Gejl.

Næsby var dog på ingen måde knækket, og de satte FREM under et ganske hårdt pres efter målet til 1-0.

Det lykkedes for Henrik Gundersens tropper at spille sig ud af presset. Og Lorent Callaku kunne meget vel have fordoblet føringen ti minutter før pausen, hvor han afsluttede et velgennemspillet FREM-angreb, men her fik Phillip Gejl reddet til hjørnespark.

Næsbys Alexander Molberg fik kort efter en stor hovedstødschance efter gennembrud i fynboernes højre side. Og på det efterfølgende hjørnespark gik det galt for FREM.

Det var et farligt, indadskruet ét af slagsen, og da FREM ikke fik bolden ud af farezonen, kunne Philip Stoustrup sende bolden i mål fra kort afstand til 1-1.

Det var ikke ganske ufortjent. Men FREM var nu i to omgange ganske tæt på at vinde første halvleg alligevel.

Først ramte Lorent Callaku undersiden af overliggeren efter fint FREM-opspil i venstre side. Og minuttet efter var Næsby meget tæt på at lave selvmål, da bolden passerede Phillip Gejl og tog indersiden af stolpen, inden det lykkedes at ekspedere kuglen væk.

Første halvleg sluttede derfor 1-1, og da det stadig stod 0-0 i kampen mellem Ishøj og Avarta, var situationen altså uændret for Næsby. Nu havde de bare 45 minutter mindre at gøre godt med i deres forsøg på at nå miraklet.

Men holdet fra det nordvestlige Odense kom godt ud efter pausen og fik igen sat FREM under pres.

Tættest på en scoring i denne periode var Marius Uhd, som fik en stor skudchance midt for mål, men han fik sendt bolden for langt til højre.

I stedet overtog FREM dog atter dirigentstokken, og belønningen kom efter godt ti minutters spil af anden halvleg.

Salieu Drammeh tryllede ude på venstrekanten, og han endte med at lægge bolden ind til Egzon Zeqiri i straffesparksfeltet. Angriberen var dog dækket godt op, så han lagde i stedet kuglen på tværs til den fremstormende Philip Oslev, som med et drøn hamrede læderet op i det nærmeste hjørne til 2-1 til FREM.

Det gjorde opgaven noget nær håbløs for Næsby, og det virkede også som om, at målet tog lidt af gejsten fra fynboerne.

Otte minutter senere var den gal igen for gæsterne, da Salieu Drammeh nok en gang driblede rundt ude på venstrekanten.

Han kom ind i straffesparksfeltet, hvor Næsby-forsvaret i sagens natur ikke kunne gå lige så hårdt til ham. Dækket op var Salieu Drammeh dog, men han endte med at spille et-to og lagde derefter kælent bolden over i det fjerne målhjørne med et fladt skud, som Phillip Gejl ikke kunne nå ned til.

Det var kantspillerens mål nummer 11 i denne sæson – og det første siden udekampen mod Holbæk (2-0), hvor han scorede kampens første mål.

Rasmus Louie Larsen havde i fortsættelsen af lørdagens kamp et par chancer – den første af dem var ret stor – men det blev i stedet unge Mads Gernsøe, som bragte FREM på 4-1, da der manglede et lille kvarter.

Den tidligere Fremad Amager-spiller opsnappede bolden, da Næsby var uforsigtige i opspillet, og alene med Phillip Gejl efterlod han ingen tvivl, og han kom dermed på scoringslisten for anden kamp i træk. Han scorede jo også FREMs første mål i sidste uges sejr på 4-2 over Avarta.

Men FREM var slet ikke færdige endnu.

To minutter efter målet til 4-1 tabte Næsby bolden midt på banen, og så kunne FREM slå kontra. To mand havde frit løb mod mål, og det endte med at blive Egzon Zeqiri, der kunne score sit andet og FREMs femte mål i kampen.

Det var samtidig Egzon Zeqiris mål nummer 19 i denne sæson, og han sluttede dermed som rækkens topscorer, selvom han kun scorede to mål i efteråret.

Alene i slutspillets ti kampe har FREM-bomberen scoret formidable 12 mål. Kun i udekampen mod Næsby (4-1) og hjemmekampen mod VSK Aarhus (0-3) kom han ikke på scoringslisten i slutspillet.

Mod slutningen af kampen lykkedes det for Næsbys skydelystne indskifter, Rasmus Nissen, at komme på scoringslisten et par gange.

Første gang kom han i vejen for en tværpasning, rundede FREMs indskiftede reservemålmand, Tobias Søderstrøm, og scorede i tomt mål. Anden gang scorede han et nydeligt mål direkte på frispark.

Det var første gang, der blev scoret otte mål i en kamp på Valby Stadion siden maj 2022, hvor FREM vandt med 6-2 over Lyseng.

Men Næsbys to reduceringsmål var og blev kosmetik på en dag, hvor FREM kunne cementere førstepladsen som rækkens klart bedste mandskab.

En sejr til Næsby havde i øvrigt ikke hjulpet dem, for kampen mellem Ishøj og Avarta sluttede 0-0, så Ishøj rykker op sammen med FREM.

Andetsteds blev det afgjort, at Vejgaard følger med SfB/Oure og Vanløse ned i Danmarksserien, selvom Vejgaard vandt den sidste kamp med 3-1 over Holstebro. Young Boys FD spillede uafgjort med Vanløse, og det var nok til at redde silkeborgenserne.

Samtidig står det fast, at FREM til næste sæson ikke får fornøjelsen af FA 2000.

Frederiksberg-klubben rykker ud af 2. Division, selvom de vandt over allerede nedrykkede Brabrand i sidste kamp. HIK og Thisted vandt nemlig også, så de er på menukortet for FREM til næste sæson.

Det er Aarhus Fremad også, fordi de endte med at smide det hele på gulvet i toppen af 2. Division. I den afsluttende kamp skulle de have point hjemme mod Roskilde, men de lyseblå fra domkirkebyen vandt 2-1 og rykker op i Nordic Bet Ligaen sammen med suveræne Esbjerg.

Ned fra Nordic Bet Ligaen kommer Næstved og Helsingør, og der bliver i det hele taget mange opgør på Sjælland i det kommende år.

Men den tid – den glæde. Denne weekend skal der festes. Allerede mandag begynder Henrik Gundersen og co. at forberede sig på 2024/25-sæsonen i 2. DIVISION!

Matchfacts

FREM – Næsby 5-3 (1-1)

Mål:

1-0 Egzon Zeqiri (30, str.)

1-1 Philip Stoustrup (40.)

2-1 Philip Oslev (56.)

3-1 Salieu Drammeh (64.)

4-1 Mads Gernsøe (76.)

5-1 Egzon Zeqiri (78.)

5-2 Rasmus Nissen (83.)

5-3 Rasmus Nissen (88.)

Holdopstillinger:

FREM: Viktor Anker – Philip Oslev, Emil Schou Jørgensen, Gustav Overgaard Hansen, Rasmus Louie Larsen – Daniel Warmbach, Tobias Noer – Lorent Callaku, Sylvester Seeger-Hansen, Salieu Drammeh – Egzon Zeqiri

Næsby: Phillip Gejl – Rasmus Knudsen, Malthe Riis Ladefoged, Alexander Molberg, Rasmus Praus Espersen – Louis Richard Larsen, Mikkel Stangerup, Kasper Danielsen Nyegaard, Philip Stoustrup – Marius Uhd, Magnus Saaby

Udskiftninger:

FREM: Rasmus Grønne Jensen ind for Emil Schou Jørgensen (10.)

FREM: Berkay Mirac Sahin ind for Tobias Noer (46.)

FREM: Zamir Aliji ind for Daniel Warmbach (46.)

Næsby: Jeppe Runge ind for Magnus Saaby (61.)

FREM: Tobias Søderstrøm ind for Viktor Anker (71.)

FREM: Mads Gernsøe ind for Sylvester Seeger-Hansen (71.)

Næsby: Kalle Hvidtfeldt ind for Mikkel Stangerup (71.)

Næsby: Lauritz Dauerhøj ind for Philip Stoustrup (71.)

Næsby: Rasmus Nissen ind for Rasmus Praus Espersen (71.)

Næsby: Oliver Bom Gaarn ind for Rasmus Knudsen (82.)

Advarsler:

FREM: Daniel Warmbach (19.), Philip Oslev (74.)

Næsby: Phillip Gejl (30.), Kasper Dreyer (assistenttræner, 50.)

Dommer: Iman Huseen Umar

Tilskuere: 924

Tekst: Niels O. Hansen
Foto: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk