For første gang i lang tid har Boldklubben FREM formået at få spillere med på DBU Talentcenter, hvor vi har fået én dreng med på U13 og hele to drenge med på U14. Dette er ikke sket siden konkursen at FREM har haft spillere med på DBU Talentcenter.
De 3 drenge er vores stærke altmuligmand fra U13, Samuel Rasmussen, vores sikre sidste skanse på U14, keeper Luka Bastian Frisch, og sidst men ikke mindst vores meget boldsikre 6’er – med nr. 10 på ryggen – Mikkel Gregersen ligeledes fra U14.
Drengene vil møde ind til træning med andre DBU-udvalgte spillere henholdsvis d. 12. og 13. oktober. Vi er som klub meget stolte af denne øremærkning, som kommer i forlængelse af tildelingen af vores ene stjerne i DBUs licenssystem i sommers.
Stort tillykke til de 3 drenge. Bær de røde og blå farver med pragt!