Interview
Allan Ravn har overtaget jobbet som træner for FREMs hold i 2. Division. Og ifølge den tidligere Brøndby-spiller skal det være en fest for FREMs fans, når de kommer for at overvære kampene.
Allerførst, Allan Ravn, hvorfor har du sagt ja til at blive træner for FREM?
”Det har jeg, fordi jeg ikke kunne lade være. Med den historik, som FREM har, og med det DNA, som er i klubben, var det en udfordring, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til. Da kontakten først var etableret, og vi havde holdt møder, var jeg slet ikke i tvivl. Det her vil jeg gerne.”
Nu har truppen trænet i 14 dage og spillet fire træningskampe. Hvad er dit indtryk af truppen?
”Der er tale om en meget arbejdsom trup. Det er spillere, som både KAN og VIL spille fodbold. Og begge dele er jo vigtigt. Det er dygtige fodboldspillere, som også gerne vil arbejde for sagen, og som gerne vil udvikle sig.”
Hvad forventer du af en spiller, der spiller på FREMs bedste hold til træning og i kamp?
”Jeg forventer, at en FREM-spiller til enhver tid bidrager med alt, hvad han har af ressourcer. Man må se i øjnene, at ingen spillere kan spille en superkamp hver eneste gang. Sådan en spiller findes ikke. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ham. Man kan være mere eller mindre energifyldt, og der kan være personlige ting, som kan stå i vejen for en præstation. Men jeg forventer, at man til enhver tid forsøger at løse de situationer, der opstår, på den bedst mulige måde. Kort sagt: At man gør sit bedste.”
Hvilke forventninger har du til sæsonen?
”Mine forventninger er, at vi bliver ved med at have et udtryk. Og at vi bliver bedre undervejs – på alle parametre. Vi går nok ikke ubesejrede igennem sæsonen. Vi kommer til at justere og at rette til. Jeg forventer også, at vi står sammen som trup, så vi får sat et aftryk. Det skal gøre, at det bliver underholdende som tilskuere at se FREMs kampe. Vi kan ikke vinde alle kampene, men det skal være sådan, at når fansene går derfra, så synes de, at de har fået en underholdende oplevelse. At man har fået pulsen op som tilskuer. Det er vigtigt for mig, at spillet er målsøgende. Så skal resultaterne nok også komme.”
Nu hvor du nævner mål. FREM havde jo i sidste sæson rækkens bedste forsvar, mens det kneb lidt, når spillet gik den anden vej. Hvad skal der til for at score flere mål?
”Det er noget af det, som vi arbejder meget på. Vi skal producere flere chancer, vi skal score flere mål, og vi skal især score flere mål, når modstanderne har scoret først. Når modstanderne scorer på os, er det vigtigt, at vi er klar til at justere og at ændre taktik. Men så kommer det også an på, hvornår det sker i kampene. Nogle gange er der ikke tid til at foretage små-justeringer. Der må man bare jagte et mål. Men andre gange er det vigtigt, at man som trænere og spillere bevarer roen, men – som sagt – justerer. Meget af det er i virkeligheden et mentalt arbejde. Men det er jeg også parat til.”
Nogle fans savnede i sidste sæson også variation i spillet, fordi det var for let for modstanderne at aflæse FREM. Hvordan vil du skabe mere variation?
”Jeg synes allerede, at vi har en vis variation i spillet. Mod Ishøj spillede vi for eksempel med tre mand i forsvaret, mens vi i de andre træningskampe har spillet med fire. Men fundamentet skal være på plads, uanset hvilket system vi bruger. Vi skal have det samme udtryk. Men spillerne har både ret og pligt til at variere og at omstille sig undervejs i kampene.”
Nu var du selv en spiller, der kunne spille begge veje. Hvordan hjælper det dig som træner?
”Det er klart, at det hjælper rigtig meget. Jeg har en vis erfaring, for jeg har spillet mange forskellige pladser, jeg har spillet sammen med mange forskellige, dygtige spillere, og jeg har haft mange forskellige, dygtige trænere. Samtidig har jeg efterhånden også en alder (45 år, red.) og dermed en vis ro, der gør, at jeg ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer, og hvad der kan lade sig gøre. Heldigvis er det sådan her i FREM, at vi som sagt har mange dygtige spillere, så jeg mener, at vi har et godt fundament – også når der opstår skader og karantæner. Derfor tror jeg på, at vi kan få en rigtig god sæson.”