Anders Theil Lundberg har valgt at stoppe karrieren efter sæsonens sidste kamp ude mod Middelfart d. 5 juni.
Årsagen er blandt andet familieforøgelse i august, og at det derfor bliver sværere at afse tid til træning og kamp samtidig med, at kroppen også skal kunne klare hverdagen efter en hård kamp.
”Andreas har været en utrolig vigtig spiller for FREM på banen og udenfor som en god kammerat og en stort støtte for klubben, når der har været brug for det. Det er selvfølgelig vemodigt at skulle sige farvel, men det er helt forståeligt, at Andreas gerne vil trappe ned og have fokus på familien. Vi takker Andreas for mange gode kampe og håber på fortsat at se Andreas i klubben enten som oldboys-spiller eller i en anden funktion”, siger FREMs formand Per Jakobsen.
Andreas Lundberg udtaler: ”Det er med stor vemodighed, at jeg stopper min fodboldkarriere i FREM. FREM har for mig betydet alt i mine 7 år i klubben og vil altid gøre det!
Jeg må erkende, at jeg efter min skade er blevet en anden spiller, og at jeg ikke får bidraget med alt det, mit hoved gerne vil.
Dertil er der kommet rigtig mange unge og gode spillere til FREM, som jeg er sikker på vil være klar til at bære FREM-logoet med den stolthed, som jeg altid selv har haft.
Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for en masse fantastiske år, som jeg aldrig ville have været foruden.
Klubben er et unikt sted for mig og mange mennesker, og drømmen har altid været at få FREM op igen, hvor de både fortjener og hører til.
Jeg ser med stolthed tilbage på mere end 150 kampe for Danmarks mest unikke klub, hvor fællesskabet og kærligheden for klubben altid har været i første række.
Jeg vil være Fremmer for altid takket være de fans, som støtter klubben i tykt og tyndt og altid er med på lægterne. Det kan ikke beskrives med ord, hvad det giver og betyder for os spillere, når vi har den bedste 12. mand med os i ryggen.
Jeg vil helt sikkert være at finde på stadion og følge klubben i mange år fremover.”
På lørdag spiller Andreas Lundberg sin kamp nummer 154 i FREM-trøjen, og vi håber, at mange vil komme og sige farvel til Andreas i den utrolig spændende kamp mod B.93 på hjemmebanen.