Sidste hjemmekamp inden sommerferien

Sæsonafslutningen står lige for døren, og der mangler kun to kampe, før vi kan sætte os i sofaen og se EM-fodbold, Tour de France, og hvad der ellers hører til. Lørdagens kamp er den sidste på hjemmebane, og modstanderen er for 207. gang i historien vores genboer fra B.93.

Kampstart er 29. maj kl. 15.00, og du kan finde din billet på bkfrem.dk/billetter

Husk at reglerne for kampe i 2. Division siger, at udebanetilskuere desværre ikke har adgang. Vi opfordrer til, at reglerne overholdes.

Hvis du ikke kan komme til kamp, så kan du se den på Ekstra Bladets hjemmeside med abonnement.

Actionbillede fra et af de 206 tidligere opgør mellem FREM og B.93

Historiens vingesus

B.93 er den modstander, FREM har mødt allerflest gange i historien, og denne weekends opgør er imødeset med stor spænding. Da kampkalenderen for 2. Divisions pulje 1 blev offentliggjort, var de flestes øjne rettet mod netop denne kamp, hvor vi for første gang i sæsonen får besøg af en af vores traditionelle rivaler. Kampens betydning for FREM gør, at den skriver sig ind i historien som et af de vigtigere opgør.

Mens vi tidligere har spillet om mesterskaber og medaljer mod B.93, er det nu i stedet en top 6, der er på spil. Det er selvfølgelig noget andet end fortidens rivalisering helt i toppen af dansk fodbold, men betydningen er næsten ikke til at overvurdere.

Faktisk er det B.93, som historisk har overhånden i den indbyrdes statistik, men det kan vi ikke bruge til så meget nu. Det handler om dem, der løber på banen på lørdag.

I de seneste 5 kampe mellem de to hold er der scoret i alt 4 mål. 3 gange har B.93 taget en sejr på 1-0, og i sidste forsøg i efteråret gjorde vi selv det samme. Dertil er der en enkelt 0-0’er. Om det bliver lige så tæt – og målfattigt – finder vi ud af lørdag, men der er ingen tvivl om, at FREMs spillere kan mærke kampens betydning, og de har brug for al den støtte, de kan få.

Emil Schou Jørgensen blev matchvinder i det omvendte opgør – og scorede også i seneste kamp mod Brabrand (Arkivfoto: Preben Pathuel)

Vild kamp om placeringerne

Det lyder måske som en genudsendelse, men denne weekends runde er yderst spændende og afgørende for, hvem der kommer i top 6 og dermed i den kommende 2. Division, som den nye tredjebedste række kommer til at hedde. Men det er ikke desto mindre sandt også denne gang.

Jammerbugt FC er for længst stukket af i toppen, og hvis de får bare et enkelt point mod Brabrand fredag aften, så rykker de op i Nordic Bet Ligaen. Samtidig vil de spænde ben for Brabrand, som kæmper hårdt for at komme over stregen. De ligger lige nu nummer 8, men har samme pointtal som Middelfart og VSK Aarhus på 5. og 6.-pladsen.

Hvis Jammerbugt sikrer sig oprykningen på hjemmebanen fredag aften, kan B.93 ikke længere blive andet end nummer 2 i rækken, og de kan derfor spille helt frit mod os dagen efter. De har allerede sikret sig top 6 for flere kampe siden, og Aarhus Fremad på 3.-pladsen er allerede distanceret med 7 point, så de kan heller ikke nå at overhale.

Aarhus Fremad er så godt som sikre på at ende i top 6, da de har et forspring på 6 point til stregen med to kampe tilbage, og de har samtidig en god målscore. Thisted er et point bagefter, og de er dermed også tæt på at kunne løse billet til den nye tredjebedste række.

Det betyder, at kampen om de sidste to pladser står mellem 4 hold: FREM, Middelfart, VSK Aarhus og Brabrand. En FREM-sejr over B.93 kan vise sig at være nok, hvis de øvrige resultater flasker sig, og vi skal gå 100% efter det.

Alle mand klar til kamp

For en gangs skyld har FREM ingen mand i straffeboksen, og også modstanderne fra B.93 er fri for karantæne. Det betyder forhåbentlig, at begge trænere kan lægge op til en underholdende kamp, så de mange tilskuere og fans får noget at tage med hjem efter slutfløjtet.

B.93s unge hold har fået meget ros gennem sæsonen for deres fremadrettede og kombinationsstærke spillestil under Thomas Nørgaards ledelse, og det bliver spændende at se, om FREM igen kan lukke ned for de hurtige og skarpe angribere. Det lykkedes i efteråret, da vi tog hjem fra Østerbro Stadion med en sejr og et ‘clean sheet’, så vi ved i hvert fald, at vi kan. Med tilskuerne i ryggen kan vi gøre det samme igen.

Kampens betydning er som sagt forskellig for de to hold, og for FREMs vedkommende er kravet fuld koncentration gennem alle kampens 90 minutter plus det løse. Alt for mange point er blevet smidt væk til sidst i kampene, og det er der ikke længere råd til. Nu skal der holdes fast, som vi så det i seneste hjemmekamp.

Faktisk er statistikken på hjemmebane rigtig god; så længe vi spiller inde på stadion. De hidtidige kampe i Valby siger 7 sejre og 4 uafgjorte (hvor vi i de 3 smed sejren i de sidste sekunder). Det enlige nederlag kom på kunstgræsbanen udenfor stadion, så vi kan sagtens stadig se Valby Stadion som det ‘uindtagelige fort’, det skal være. Lad os sammen sørge for, at hjemmebanesejrsstimen fortsætter lørdag.

God kamp til alle!

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk