Kampreferat
To gange tidligere har FREM tabt til Odder, men takket være to sene mål af Benjamin Warlo og Daniel ’Elly’ Pedersen blev det denne lørdag østjydernes tur til at bide i støvet, da de måtte notere sig for et nederlag på 1-3.
FREM fik ellers en kold spand vand i hovedet med et mål imod sig efter halvandet minut. Men udeholdet arbejdede sig ind i kampen, og i modsætning til andre gange i denne sæson lykkedes det at få vendt billedet, så FREM kunne tage de tre point med hjem til hovedstaden og forsvare førstepladsen i 2. Divisions Kvalifikationsspil.
FREM kom til Odder efter et hjemmebane-nederlag på 1-2 mod bundproppen Marienlyst, og det havde fået træner René Henriksen til at foretage fire ændringer i startopstillingen.
Frederik Sundstrup var foretrukket i det centrale forsvar i stedet for Andreas Lundberg, og i angrebet var Gorm Hansen røget på bænken til fordel for Benjamin Warlo.
På midtbanen stod det på forhånd klart, at Frederik Roepstorff ikke kunne være med på grund af karantæne. Desuden begyndte Abdoulie Njai denne gang på bænken. Det gav plads til Mikkel Andersson og Daniel Anusic.
Mod Marienlyst var FREM gået fra en 3-5-2 opstilling til en 4-4-2. Også denne gang stillede FREM op efter 4-4-2 systemet.
I begyndelsen af kampen var det nu svært at se, at der var fire mand i forsvaret. Efter halvandet minuts spil kunne man stille det friske spørgsmål, om der overhovedet var nogen, da Odders Nick Drachmann slog et indlæg fra holdets venstre side ind i målfeltet, hvor Nikolaj Schmidt Nielsen fik alt for megen tid og plads til at heade bolden i mål til 1-0 til Odder.
Bolden endte i mål tæt på Marco Brylov, men det var fra så kort afstand, at FREM-målmanden ikke kunne nå at reagere på hovedstødet. Han kunne ikke lastes for scoringen.
Fem minutter senere kunne det være gået galt igen, da hjemmeholdets Kristian Skovbjerg fik lovlig megen plads til at skyde på mål fra Odders venstre side. Her lykkedes det for Marco Brylov at redde til hjørnespark, og samme Marco Brylov greb godt ind minuttet senere efter et indkast til Odder, der truede med at blive farligt.
Derefter vågnede FREM op af dvalen, og kampbilledet ændrede sig.
Tonni Adamsen var i fokus i et par angreb, hvor han henholdsvis sendte bolden på tværs af målfeltet og afsluttede et godt nipser-angreb med et skud, der strøg lige over Odders mål.
Større blev chancen efter 20 minutters spil, hvor det lykkedes for Benjamin Warlo at komme alene med Odders målmand, Mathias Rask Thomsen, der imidlertid gik godt ud af sit mål og fik blokeret afslutningen.
Samme Mathias Rask Thomsen kom i fokus otte minutter senere, da det var Daniel ’Elly’ Pedersen, der fik en god skudchance. Det første skud parerede Odder-målmanden, mens det lykkedes for Odder-forsvaret at få blokeret det næste.
Mathias Rask Thomsen måtte også præstere en god redning på et ganske kvalificeret forsøg fra kanten af straffesparksfeltet fra Daniel Anusic, inden det mod slutningen af første halvleg lykkedes for Odder at få en lille opblussen.
I den periode fik angriberen Emir Clias en tilfældig – men temmelig stor – chance, hvor han nok ikke var helt klar over, hvor fri en position i straffesparksfeltet han befandt sig i. I hvert fald var hans resolutte afslutning både over og forbi mål
Men Odder var i det meste af første halvleg sjældne gæster i FREMs straffesparksfelt. De havde dog deres føring, og på den måde mindede denne kamps først 45 minutter meget om kampen i Dalum 14 dage forinden – med den forskel, at Dalum havde lavet to mål i kampens start. Og det gav trods alt FREM et sværere udgangspunkt.
Anden halvleg skulle nu vise sig at blive noget anderledes i Jylland, end tilfældet havde været for FREM to uger tidligere på Fyn.
Efter to minutters spil lykkedes det for Daniel ’Elly’ Pedersen på kanten affside at bryde igennem i FREMs venstre side. Via Daniel Anusic endte bolden hos en helt fri Benjamin Warlo, som fra fem meters afstand let kunne heade bolden ind til den fortjente udligning.
I de følgende minutter kunne FREM endda meget vel være kommet foran.
Først sendte Christian Bramsborg et indlæg fra højre side ind mod Benjamin Warlo, der imidlertid måtte strække sig – med det resultat, at han ikke kunne få retning på sin afslutning. Og dernæst lykkedes det for Daniel ’Elly’ Pedersen at sætte Tonni Adamsen i scene, men han blev så presset, at han måtte afslutte med en lang tå – og dermed også lidt upræcist.
Odder er i akut nedrykningsfare, men det fik nu ikke jyderne til at satse mand og mus for at komme foran igen. Måske fordi et enkelt point mod topholdet også ville være et brugbart resultat.
Hjemmeholdet havde midtvejs i anden halvleg et par forsøg. Det første reddede Marco Brylov med en fodparade, og senere havde Odder en mere tilfældig mulighed, hvor bolden endte i nettaget.
I stedet kom FREM meget tæt på 2-1, da der manglede 20 minutter af kampen.
Christian Bramsborg slog et rigtig godt indlæg fra højre side til venstre side af straffesparksfeltet, hvor Benjamin Warlo headede på mål. Der var god kraft i hovedstødet, og det var inden for målrammen, men Mathias Rask Thomsen fik kastet sig og slået bolden ud på højre stolpe, hvorefter han sikrede sig kontrol over den på selve mållinjen. FREM appellerede for, at bolden skulle have krydset mållinjen, men de fik ikke medhold hos nogen fra dommertrioen.
Seks minutter senere brændte det igen på foran værternes mål.
Victor Christiansson tog et hjørnespark i FREMs højre side, som endte helt ovre i venstre side af straffesparksfeltet, hvor Tonni Adamsen havde tid til at få kontrol over kuglen. Han skød hårdt og fladt på mål, og bolden susede imellem venner og fjender og lige forbi højre stolpe.
Tre minutter før tid fik FREM-spillerne dog løn for al deres slid.
Denne gang havde FREM hjørnespark i venstre side, og Odder-spillerne havde problemer med at få sparket bolden ud af farezonen. Det udnyttede Benjamin Warlo til at sende bolden i mål fra kort afstand.
Det var Benjamin Warlos syvende mål i denne sæsons 2. Division, og det var samtidig anden gang, han scorede to mål i samme kamp. Første gang var i forårets første hjemmekamp mod Marienlyst (3-1).
Desuden scorede Benjamin Warlo også to mål i pokalkampen mod Vejle i efteråret (3-4).
Det var samtidig anden gang i denne sæson, at det lykkedes for FREM at komme foran, efter at modstanderne havde scoret først. Første gang var mod Kjellerup (6-2).
Og sandelig om ikke også Daniel ’Elly’ Pedersen ville på scoringstavlen denne lørdag.
Efter et langt udspark fra Marco Brylov headede indskiftede Magnus Juul Davidsen bolden videre til ’Elly’. En modstander gled i græsset, og så fik ’Elly’ ellers chancen for at trykke af.
Det var et godt stykke udefra, men der var saft, kraft og præcision i afslutningen, der endte mellem nærmeste stolpe og Mathias Rask Thomsen, der ikke kunne nå ned til bolden.
Det var niende mål i dette forår af ’Elly’, efter at han havde tilbragt efteråret i AB. Det var samtidig hans mål nummer 76 for FREM- Og det var fjerde kamp i træk, han scorede.
Odder forsøgte sig med en enkelt lang bold frem ad banen, men den fik Marco Brylov fat i, og derefter var der ikke rigtig tid til mere. Så FREM holdt fast i sejren på 3-1, som på dagen også var et godt udtryk for forskellen på de to hold.
Resultatet betyder, at FREM i første omgang konsoliderede førstepladsen i kvalifikationsspillet. Hillerød og Slagelse mødes dog søndag, så mindst et af holdene kommer tættere på efter deres indbyrdes opgør.
Odder måtte omvendt bide i støvet, og de må bide negle i de kommende kampe, hvor de skal tage livtag med nedrykningsspøgelset.
Kampfakta:
Odder – FREM 1-3 (1-0)
Mål:
1-0 Nikolaj Schmidt Nielsen (2.)
1-1 Benjamin Warlo (48.)
1-2 Benjamin Warlo (86.)
1-3 Daniel ’Elly’ Pedersen (90.)
Advarsler:
Odder: Morten Thim Jensen (84.)
FREM: Ingen
Holdopstillinger:
Odder: Mathias Rask Thomsen – Joakim Momme Christensen, Nikolaj Schmidt Nielsen, Morten Dyrskjøt Andersen, Kasper Mikkelsen – Nick Drachmann, Jeppe Pedersen, Mike Falkenberg Kruse, Kristian Skovbjerg – Emir Clias, Nichlas Knudsen
FREM: Marco Brylov – Christian Bramsborg, Kristoffer Dirksen, Frederik Sundstrup, Kenneth Thinter – Mikkel Andersson, Victor Christiansson, Daniel Anusic, Tonni Adamsen – Benjamin Warlo, Daniel ’Elly’ Pedersen
Udskiftninger:
Odder: Morten Thim Jensen ind for Nick Drachmann (59.)
Odder: Jonas Spornberger ind for Jeppe Pedersen (59.)
FREM: Abdoulie Njai ind for Daniel Anusic (72.)
Odder: Anders Kjeldgaard ind for Kasper Mikkelsen (78.)
FREM: Hamid Khalidan ind for Mikkel Andersson (86.)
FREM: Magnus Davidsen ind for Tonni Adamsen (90.)
For FREM blev Gorm Hansen, Andreas Lundberg, Kevin Okore og Sebastian Sommer (målmand) ikke benyttet
Dommer: Lasse Graagaard
Tilskuere. 177