Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at vores højt skattede frivillig Leif Jensen er gået bort.
Leif Jensen har været frivillig på stadion i mere end en mennskealder, og han har været en uvurderlig arbejdskraft, som altid har fået tingene til at fungere på kampdagen. I mange år har Leif passet midtergangen på stadion under kampen, taget sig af dommerne, hjemme- og udeholdet og pressen, sørget for at åbne og lukke stadion og i det hele taget løftet et stort ansvar for, at alle kunne have en god kampoplevelse, og at alt var, som det skulle være.
Leif var kendt som en lun mand, som også sagtens kunne lade en hård bemærkning falde, når det var nødvendigt. Han var i den grad en mand, man kunne regne med, og selv i den periode, hvor hans kone Lone lå syg og ikke havde langt igen, kom Leif fast til kampene. Det skulle jo passes. Da han blev enkemand sidste år, tog det hårdt på ham, men vi kunne altid regne med ham i FREM.
For en klub som vores er det livsnødvendigt at have nogle ildsjæle, som kommer hver eneste gang og hjælper til, og Leif Jensen var i høj grad en af disse ildsjæle. Det er svært at takke nok for den hjælp, Leif har ydet i årtier, og det bliver umuligt at erstatte ham.
Stor tak og stor respekt for indsatsen igennem de mange mange år, Leif, og æret være dit minde!
Bisættelsen finder sted 23. april kl. 14.30 fra Tårnby Kirke.