FREM overtog igen førstepladsen i Kvalifikationsspillet med en flot sejr over Slagelse. På lørdag skal FREM til Fyn, hvor Dalum venter. BK Frem Support arrangerer bustur til kampen.
FREM har vist rigtig flotte offensive takter i Kvalifikationsspillet, og det gentog sig i weekendens kamp mod Slagelse. FREM sad på opgøret, og Frederik Sundstrup og Frederik Roepstorff sikrede sejren. Daniel ’Elly’ Pedersen brændte straffespark.
På lørdag skal frem vest for Storebælt, når de skal besøge Dalum, der har hjemme på Fyn, nogle kilometer uden for Odense. Dalum har lig FREM startet Kvalifikationsspillet rigtig fornuftigt. I de første tre kampe blev det til tre sejre. I weekenden tabte Dalum dog i det fynske lokalopgør mod Tarup-Parup. Patrick Naundrup er Dalums topscorer. Han har scoret seks mål i sæsonen.
Dalum og FREM har mødt hinanden seks gange før. Senest i 2015 i 2. division, hvor FREM vandt sæsonens to opgør med 3-0 og 3-1. FREM har aldrig tabt til Dalum. 4 af opgørene er endt med en FREM-sejr, mens to er endt uafgjorte.
Da FREM slog Slagelse i weekenden, og Hillerød samtidig tabte deres kamp, generobrede FREM førstepladsen i Kvalifikationsspillet. Med 40 point, en målscorer på 29-19 og 11 point ned til Dalum på fjerdepladsen ser det ud til, at FREM ender i top-tre.
BK Frem Support arrangerer bustur til kampen på lørdag. Tilmelding skal ske på telefon 60 71 81 52. Prisen for medlemmer er 150,-, mens prisen for ikke-medlemmer er 225,-. Der er mødetid i klubhuset klokken 10:00 med afgang klokken 10:30. Husk, at det som altid er først til mølle, så meld dig til før din nabo.
FREM har desværre måttet ophæve samarbejdet med cheftræner, Lasse Holmgaard. Holdet og René Henriksen, der endnu engang er trådt til, har brug for al den støtte, de overhovedet kan få, når der skal hentes tre point med hjem fra Fyn.
God kamp!