– “Vi er FREM, og vi rykker op i år!”
Sådan sang de medrejsende FREM-fans på Village People/Pet Shop Boys-hittet ’Go West’ efter lørdagens udekamp mod Lyseng, der sluttede med en FREM-sejr på 2-1, efter at Lyseng ellers havde scoret først.
Drømme om oprykning kan man sagtens efter den fjerde tre-point’er på stribe. Men man skal også lige spise brød til. Nok ligger FREM lunt i svinget til at rykke op i 2. Division. Men der mangler ni kampe, så der kan nå at ske mange ting endnu.
I betragtning af at Lyseng ligger i den sydlige del af Aarhus, OG i betragtning af det efter årstiden ualmindeligt fine solskinsvejr havde det måske været mere passende at synge den (omskrevne) Gnags-melodi:
– “Høj sol over Aarhus!”
Udesejren kom i hus efter en ikke særligt velspillet kamp fra de to holds side. Men den gav tre point til regnskabet, og det var – set med FREM-briller – trods alt det vigtigste.

FREM-træner René Henriksen havde ændret på to pladser i forhold til det mandskab, som runden forinden havde vundet den sidste grundspilskamp på udebane mod Vanløse (2-0).
Holdets topscorer, Isak Tånnander, måtte ved den lejlighed udgå efter få minutters spil. Og han var ikke blevet klar til kampen mod Lyseng. I stedet spillede Lucas Lodberg, som jo også blev skiftet ind i kampen mod Vanløse.
Også venstrebacken Pablo Basarte var blevet småskadet i sidste rundes københavneropgør, og han måtte til lørdagens kamp tage plads på bænken. I stedet spillede Matthias Andersen med fra kampens start.
Lyseng havde i de to grundspilskampe mod FREM stillet i en meget defensiv 5-4-1 formation. Den havde de ændret til 4-4-2 – måske fordi de nu er sikre på ikke at rykke ud af 3. Division og derfor kan spille lidt friere.
Det var i hvert fald et mere offensivt Lyseng-hold, FREM mødte i forhold de to kampe i grundspillet, som René Henriksens tropper havde vundet 4-1 og 3-0.
I det første kvarters tid var det hjemmeholdet, der var toneangivende. Og de orangeblusede kom da også frem til en afslutning ved angriberen Thomas Lauritsen og to afslutninger ved højrefløjen Victor Klyvø Petersen, der dog ikke krævede redninger af Sebastian Sørensen i FREMs mål.
Den største chance i den periode tilfaldt så ganske afgjort FREMs Lucas Lodberg, som efter et kvarter modtog en glimrende aflevering fra højre side, der gav ham en stor hovedstødsmulighed midt for mål, som han imidlertid sendte en anelse forbi højre stolpe.

Også i det midterste kvarter af første halvleg var Lyseng marginalt bedst i den rodede forestilling. Og efter en halv time gav det lille overtag Lyseng en ret stor chance, da Mathias Svarre Lindegaard var gået med frem ved et hjørnespark i venstre side.
Værterne sendte hjørnesparksbolden mod nærmeste stolpe, og det betød en fin hovedstødsmulighed til forsvarsspilleren, hvor Sebastian Sørensen imidlertid kastede sig og fik grebet bolden – og på den måde præsterede en glimrende redning.
Små ti minutter senere kunne FREM være glade for, at Victor Klyvø Petersen fik et dårligt træf på bolden. Han var ellers i en forholdsvis fri position fra kanten af feltet, men man kan ikke sige, at han var tæt på at score.
Mod slutningen af første halvleg kom FREM bedre med, og det resulterede i et par behjertede forsøg fra Jakob Skovgaard Larsen, der jo scorede to af de tre mål, da holdet i sidste måned besøgte Lyseng.
Dengang var det på kunstgræsset, mens det denne gang var på naturgræs, men det afholdt ikke midtbanespilleren fra at forsøge sig i denne lørdags kamp.
Det første forsøg var et glimrende hug fra kanten af feltet, som imidlertid strøg lige over Lysengs mål.

I det andet tilfælde havde FREM bygget glimrende op i venstre side, og her endte Lucas Lodberg med at spille bolden skråt bagud i banen til Jakob Skovgaard Larsen, som imidlertid ikke fik saft og kraft nok i sin flade afslutning. Det var derfor ikke så svært for Lysengs målmand, Magnus Wang Schaldemose, at gribe fat i kuglen.
Der var lige tid nok til, at Lyseng kunne få første halvlegs sidste mulighed, hvor Thomas Lauritsen tog chancen fra højre side af straffesparksfeltet efter et udmærket angreb. Han fik dog ikke skruet bolden tilstrækkeligt til, at værterne havde chance for at score ved den lejlighed.
Det kunne de til gengæld meget vel have fået allerede i første minut af anden halvleg.
Her var det Mathias Svarre Lindegaard, der skød på mål efter et indkast. Han ramte stolpen, hvorefter bolden sprang ud i åbent spil, og efter lidt frem og tilbage endte det hele med et langskudsforsøg fra venstrefløjen Mathias Glud Laursen, der imidlertid sendte bolden noget over mål.
Fem minutter ind i anden halvleg gik den imidlertid ikke længere for FREM.
Her lykkedes det for Lysengs Thomas Lauritsen i højre side af straffesparksfeltet at få afdriblet Emil Schou Jørgensen, hvorefter angriberen med et fladt skud sendte bolden forbi Sebastian Sørensen og ind i målet tæt på venstre stolpe.
Det var ikke lige den udvikling på kampen, som FREM havde drømt om. Både rygterne og statistikken siger, at Lyseng er svære at have med at gøre, hvis de først er kommet foran.
Men deres føring holdt kun i tre minutter!

Her satte FREM et glimrende angreb sammen, der sluttede med en hovedstødsaflevering til en helt fri Frederik V. Kristensen, som fra få meters afstand kunne banke udligningen ind.
Lyseng appellerede for hands på Lucas Balck i opspillet, men dommer Morten Helweg Andersen vurderede, at det var uforsætligt.
Derfor stod scoringen ved magt, og det var Frederik V. Kristensens sjette divisionsmål for FREM – og hans tredje i foråret.
Målet ændrede kampbilledet. FREMs spil begyndte at hænge bedre sammen, og det lykkedes at få sat hjemmeholdet under et bedre tryk end før scoringen.
Jakob Skovgaard Larsen var efter et kvarters spil meget tæt på at komme på scoringslisten, da han afsluttede et gennemspillet angreb med at drøne bolden op på overliggeren. Lyseng kunne ikke umiddelbart sende bolden ud af farezonen, og det betød endnu et forsøg fra FREMs skydelystne midtbanespiller – men anden gang blev det lidt for højt.
FREMs Lucas Lodberg havde også et fornuftigt hovedstødsforsøg kort inden, han blev udskiftet, mens Lysengs bedste mulighed i denne periode af kampen var et frisparksforsøg fra indskiftede Viktor Øhlenschlæger, der endte lidt ved siden af højre stolpe.
Omkring ti minutter før tid faldt afgørelsen.

Her fik FREM sat gang i et glimrende kontraangreb i venstre side, hvor Oliver Andersen endte med at komme alene med Magnus Wang Schaldemose, der halvklarede forsøget. Men Lucas Balck var fulgt med, og han sparkede riposten i kassen til 2-1.
Det var Lucas Balcks tredje mål for FREM, siden han gjorde comeback efter vinterpausen.
Få minutter senere fik FREM en dobbeltchance for at øge til 3-1, da Frederik V. Kristensen måtte se Magnus Wang Schaldemose redde sit forsøg, hvorefter indskiftede Oliver Møller-Jensen forsøgte sig med en afslutning med hælen, som Lyseng-målmanden imidlertid også fik fat i.
Mod slutningen af kampen forsøgte Lyseng at fremtvinge en udligning, og det var nær ved et minut inde i overtiden, da indskiftede Marcin Kresa headede på mål. Men nok en gang viste Sebastian Sørensen sin store klasse og reddede flot.
Til allersidst sendte Magnus Wang Schaldemose en frisparksbold ind imellem venner og fjender, og her kunne Lysengs Alex Hersbøll til FREMs held lige nøjagtig ikke nå frem til en ellers halvstor mulighed.
FREM tog derfor de tre point med hjem til hovedstaden, og det var første gang siden hjemmekampen i oktober mod KFUM Roskilde, at FREM vandt, efter at modstanderne havde scoret først. Dengang vandt FREM 3-2.
Meget tyder nu på, at oprykningen skal afgøres mellem FC Roskilde, FREM og VSK Aarhus.
Roskildenserne fører fremdeles oprykningsslutspillet med et forspring på seks point til FREM efter en sejr på 4-1 ude over Dalum. Derimod er VSK Aarhus stadig fire point efter FREM efter en sejr på 2-1 ude over Næsby, der ellers var ubesejrede i 11 kampe i træk før det opgør.
Netop Næsby er FREMs næste modstander på hjemmebane. Det er lørdag 23/4 kl. 14.00.

Matchfacts
Lyseng – FREM 1-2 (0-0)
Mål
1-0 Thomas Lauritsen (50.)
1-1 Frederik V. Kristensen (53.)
1-2 Lucas Balck (80.)
Advarsler
Lyseng: Casper Krarup Petersen (53.)
FREM: Frederik V. Kristensen (59.), Christian Bramsborg (69.)
Holdopstillinger
Lyseng: Magnus Wang Schaldemose – Jesper Broberg, Mathias Svare Lindegaard, Alex Hersbøll, Casper Krarup Petersen – Victor Klyvø Petersen, Jonas Berwald, Rasmus Hoelgaard, Mathias Glud Laursen – Thomas Lauritsen, Jonas Søndergaard
FREM: Sebastian Sørensen – Christian Bramsborg, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Matthias Andersen – Kristoffer Dirksen – Lucas Balck, Frederik V. Kristensen, Jakob Skovgaard Larsen, Lucas Lodberg – Oliver Andersen
Udskiftninger
Lyseng: Anders Fæster Jensen ind for Jonas Søndergaard (64.)
Lyseng: Viktor Øhlenschlæger ind for Thomas Lauritsen (64.)
Lyseng: Marcin Kresa ind for Mathias Glud Laursen (64.)
FREM: Oliver Møller-Jensen ind for Lucas Lodberg (75.)
Lyseng: Nassim Faizi Bendaoud ind for Viktor Klyvø Petersen (80.)
FREM: Pablo Basarte ind for Lucas Balck (80.)
Lyseng: Peter Trenskow ind for Rasmus Hoelgaard (88.)
FREM: Rasmus Fugl ind for Oliver Andersen (90.)
For FREM blev Magnus Juul Davidsen, Frederik Balslev og Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet
Dommer: Morten Helweg Andersen