Forud for den nye sæson i Københavnsserien er Claus Jørgensen blevet ny cheftræner for FREMs 2. hold. Vi har taget en snak med Claus om den kommende sæson.
Med 171 kampe på FREMs førstehold er det ikke et ukendt ansigt, der har overtaget tøjlerne fra Nick Pedersen, der i sidste sæson stod i spidsen for andetholdet og var med til at sikre oprykning fra Serie 1 til Københavnsserien.
Sidste sæson var Claus træner for FREMs U17 hold og hjalp allerede i slutningen af sæsonen også til på andetholdet. Derudover har Claus været ungdomstræner for flere af FREMs hold gennem de seneste år. Tidligere har Claus også været seniortræner i Valby Boldklub.
Er I klar til for sæsonpremieren?
– Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med den nye sæson i Københavnsserien, og føler, at vi er klar til udfordringen.
Hvilke målsætninger har I sat for holdet i denne sæson i Københavnsserien?
– Første delmål er at overleve i rækken. Man vil altid gerne spille med i toppen, men vi skal også være realistiske. Andet delmål er at havne i midten af rækken. Det er håbet at vi kan nå dertil.
– Vi har et ungt hold med mange spændende spillere, men vi har også et hold, der skal lære at spille sammen. Jeg kender en del af drengene og det hjælper heldigvis på det.
– Så må vi se om vi også får noget hjælp fra førsteholdet.
Kan du fortælle lidt om samspillet mellem førsteholdet og andetholdet?
– Det er et samspil mellem mig, Nick (transitionstræner) og Gunder. Vi har kendt hinanden en del år efterhånden, og samarbejdet kører supergodt.
– Førsteholdet har en lidt smallere trup i år, så nu må vi se hvordan det bliver med hensyn til hjælp. Det er klart, at det vil gavne hvis førsteholdet kan hjælpe til.
– Som jeg sagde tidligere, så har vi mange unge, spændende spillere, så vi håber også på, at vi kan hjælpe den anden vej, og der måske er nogle af de unge, der kan få en kamp på førsteholdet.
Har du andet du gerne vil sige her til sidst?
– Jeg håber, at folk har lyst til at støtte op om holdet og komme ud til kampene. Det kan man jo meget passende starte med at gøre i aften mod PI Fodbold. Selvom det er på papiret er en udekamp, så spiller vi i Valby Idrætspark på kunstbane 6.
Opfordringen er hermed givet videre. Der er kampstart kl. 20.00 og som nævnt spilles kampen på kunstbane 6, der ligger lige bag tribunen.