Kampoptakt
Boldklubben FREM – Boldklubben Marienlyst
Lørdag den 25. maj kl. 14.00
Valby Stadion
FREM tog tirsdag hjem fra Skovshoved med tre point i bagagen. 2-1 sejren blev sikret takket være Daniel ’Elly’ Pedersens syvende sæsonscoring og et vaskeægte drømmemål af Victor Christiansson.
FREM har travlt for tiden. Lørdag spiller de den tredje kamp på syv dage. Det er Marienlyst, der allerede er sikre på at rykke ned, der kommer på besøg i Valby Idrætspark. Marienlyst havde efter weekendens runde kun ti point, og med 18 point tilbage at spille om og 19 point til nærmeste hold over stregen, er de sikre på at skulle spille Danmarksseriefodbold i næste sæson. Marienlyst har tabt samtlige kampe i Kvalifikationsspillet. Senest fik de øretæver på udebane mod FC Sydvest, der slog dem 5-0. Marienlyst har i de seneste tre kampe en målscore på 0-14, så noget kunne tyde på, at de mentalt er gået lidt på sommerferie. Marienlysts topscorere hedder Mads Jørgensen og Anders Fønss. De har begge scoret 4 mål i sæsonen.
Sidst FREM mødte Marienlyst var i marts måned på kunstgræsbanen ved siden af Valby Idrætspark. Her vandt FREM 3-1 på to mål af Benjamin Warlo og en enkelt Daniel ’Elly’ Pedersen scoring. Sejren blev starten på en længere periode, hvor FREM har haft lidt nemmere ved at få bolden i modstanderens mål. FREM har mødt Marienlyst seks gange. FREM har vundet to, spillet to uafgjort og tabt to.
FREMs sejr over Skovshoved sikrede dem endegyldigt endnu en sæson i 2. Division. Sejren betød også, at FREM holder fast i førstepladsen i Kvalifikationsspillet.
På lørdag er det tredjesidste hjemmekamp inden en alt for lang sommerpause. Marienlyst fik ikke lov til at opleve Valby Idrætspark, sidste gang, de var på besøg i Sydhavnen. Det får de denne gang, og du kan være med til at vise dem den legendariske opbakning, der med garanti vil sende dem hjem til Fyn med susen for ørene og nul point i bagagen. Husk, at du kan købe din billet på forhånd.