Skrevet af: Steen Meisner Bjerre (statistikfører for FREM)
Meget pudsigt blev jeg dagen før det blev oplyst at Birger Larsen var død, kontaktet af Frits Ahlstrøm, der efterlyste vores lidt mindre kendte landskampsspiller; Erik Rasmus Petersen (1 landskamp i 1955 ude mod Island), som han troede var den længst nulevende landsholdsspiller, efter Vagn Birkeland (med 5 A-landskampe for KB) døde som 96-årig 5. juni 2022.
Frits hjælper DBU med at invitere alle nulevende tidligere landsholdsspillere til landskampe hvert 2. år og hvor Erik selvfølgelig også blev inviteret, men han havde ikke givet tilmelding de sidste 2 gange, hvilket gav anledning til at efterlyse ham.
Jeg spurgte desværre uden held lidt rundt til de få, som havde kendt ham, men efter hans karrierestop i foråret 1958 var der ingen nulevende, som havde hørt noget/set ham i FREM.
Med fælles hjælp mellem nogle fodboldhistorikere lykkedes det at finde frem til, at Erik faktisk døde den 6. september 2019, så titlen som den længst nulevende landskampspiller blev fluks taget fra ham.
Erik, født 8. januar 1930 og opvokset i Kerteminde, kom til FREM og fik debut 29. marts 1953 ude mod Køge (0-3) med sidste kamp 6. april 1958 i Idrætsparken mod OB (3-3)
Opnåede 95 kampe og scorede 6 mål, hvilket på det tidspunkt var ret sjældent af en back, trods 2 mål på straffespark, men han var indehaver af et kraftfuldt skud og scorede sit første mål på et frispark helt oppe på midten den 20. september 1953 til 1-0 mod AGF (23) på den senere OL helt Henry From, men efter referaterne skulle Henry let have klaret.
Der kan læses mere om Erik og hans statistik for FREM med alle hans kampe og mål på min hjemmeside:
http://fodboldstatistik.com/#/player/400
Æret være hans minde.