Boldklubben FREM har sammen med de øvrige klubber i 2. Division fredag modtaget en skærpet instruks for afvikling af fodboldkampe i efteråret.
Kampene skal afvikles uden udebanefans, og alle tilskuere skal sidde på deres plads ved kampstart og blive på pladsen under kampen.
Klubberne har modtaget en procedure for, hvordan reglerne skal håndteres, og denne procedure omfatter advarsler i højttalerne, midlertidig afbrydelse af kampen og eventuelt endelig afbrydelse af kampen med en administrativ afgørelse til følge.
Vi ønsker som klub ikke at stå i en situation, hvor vi bringer nogens helbred i fare, og vi ønsker heller ikke at bringe den sportslige afgørelse af kampene i fare. Så vi beder venligt og bestemt om, at alle tilskuere overholder de retningslinjer, der gælder for kampene. Lyt til officials og vagter, og lyt til de beskeder, der kommer i højttalerne.
På udebane vil værtsklubberne stå for adgangsproceduren, og vi kan som klub blive bedt om at sende såkaldte ‘spottere’ med til at udpege kendte ansigter, hvis værtsklubben finder det nødvendigt. Vi opfordrer til omtanke og forståelse for de regler, der er gældende.
Hvordan billetsalget til de kommende kampe kommer til at blive påvirket, vides ikke endnu, men vi opdaterer her, så snart vi ved mere.
Udover de skærpede regler opfordrer vi alle til at følge dansk fodbolds procedure for fodboldtilskuere, som du kan se på billedet herunder: