Kampen om førstepladsen

I hele denne lange sæson har torsdagens hjemmehold indtaget en suveræn førsteplads i 3. Division, men nu er det blevet ultra-tæt i toppen til sidst. Det er faktisk førstepladsen i rækken, der er på spil, når FREM møder FC Roskilde på udebane torsdag d. 12. maj kl. 19.00 i Roskilde Idrætspark.

Køb billet til kampen her: Billet til FC Roskilde – Boldklubben FREM på Billetto

BK Frem Support arrangerer bustur til kampen, og Paulis Rødder har fælles afgang med toget til Roskilde Station. Uanset hvordan du transporterer dig, så find vej til Roskilde torsdag aften til en topkamp, som kan sikre FREM førstepladsen.

Topscorerdyst mod ‘Skrækmodstanderen’

FC Roskilde har indtaget førstepladsen i 3. Division i hele sæsonen, og de har set rigtig stærke ud. Alligevel har vi i de indbyrdes opgør budt topholdet op til dans, og vi havde nok fortjent mere end det ene point, vi har fået i de hidtidige to opgør i denne sæson.

I udekampen måtte vi efter en faktisk ret god og ret lige kamp tage hjem med 0-3, og selv FC Roskildes egen referent måtte indrømme, at resultatet var en anelse misvisende.

I hjemmekampen kom vi foran med 2-0 på mål af Christian Helev og Jacob Pind inden pausen, inden FC Roskilde fik indhentet og udlignet i anden halvleg. En skuffelse som vi passende kan hævne torsdag.

Begge målscorere fra sidst er som bekendt stoppet i klubben, og derfor må andre tage over. I den sammenhæng var det meget glædeligt at se, at topscorer Isak Tånnander kom tilbage med en scoring i weekenden. Isak er med sine 16 mål nummer tre på rækkens topscorerliste – efter FC Roskilde-duoen Valdemar Schousboe og Monday Etim, som begge har scoret 19 mål.

Med så målfarlige spillere på banen kan vi godt forvente, at der kommer til at ske noget i de to felter. Spændende bliver det i hvert fald.

Historisk set er FC Roskilde noget af en skrækmodstander. I de hidtidige 10 opgør har FCR vundet de 6, 3 er endt uafgjort, og vi skal helt tilbage til den allerførste duel i 2008 for at finde FREMs eneste sejr indtil videre. Dengang scorede Søren Weibel begge mål i sejren på 2-0.

Med FREMs utroligt imponerende sejrsstime med 7 sejre i træk er det måske det bedst tænkelige tidspunkt at forsøge at rette op på den skæve statistik.

Isak Tånnander (#12) kom på tavlen mod VSK Aarhus efter en skadespause (Foto: Claus M. Hansen)

Fremragende FREM-weekend

Lørdagens sejr over VSK Aarhus gjorde, at århusianernes ubesejrede stime blev stoppet, og at det nu er FREM, der er Danmarksturneringens pt mest formstærke hold. De syv sejre i træk er kommet på stærkt holdarbejde og en stor selvtillid, og stor ros skal rettes mod trænerteamet, som formår at sætte holdet op til hver kamp og rette til, når det er nødvendigt.

Truppen har stor tro på tingene og på hinanden, og alle er klar til at lever en kæmpe indsats. I lørdagens kamp måtte Rasmus Wedege med kort varsel træde til i målet, da Sebastian Sørensen måtte melde fra med sygdom, og det gjorde han fremragende. Således endte Rasmus med at spille fuld tid i to kampe på mindre end et døgn, da han også vogtede buret for U23 i udekampen mod Fremad Amager fredag aften. Og han vandt begge kampe – hatten af for det!

U23 startede sidste weekend med at cementere førstepladsen via en 1-0-sejr i Sundby Idrætspark, og lørdagen bød som bekendt på en flot sejr til førsteholdet i topkampen mod VSK Aarhus.

Kampen mod VSK blev samtidig den bedst besøgte kamp i 3. Division i denne sæson med hele 1512 tilskuere. Stor tak til alle, der støttede op – vi håber selvfølgelig at se jer på Valby Stadion igen næste gang. Og også gerne allerede torsdag i Roskilde.

Rasmus Wedege tog to supervigtige sejre på et døgn i sidste weekend (Foto: Claus M. Hansen)

Topkamp med toptændte hold

Når FC Roskilde og FREM mødes torsdag aften, så er der virkelig lagt op til et brag. Ingen af holdene har karantæner, og mens FREM kommer ridende på en vild bølge, så har FC Roskilde haltet en smule på det seneste. En eventuel vinder af torsdagens opgør vil være meget tæt på at kunne lægge champagnen på køl, og det skal nok motivere begge holds spillere og også fansene. Der bliver kamp til stregen, og det bliver en kamp, der vil blive husket fremover.

Cheftræner René Henriksen har lidt af et luksusproblem, når alle mand er klar, og det kan vi ikke rigtig klage over. Lad os se. om stimen fortsætter.

Hvis du ikke kan komme til kampen, kan du følge med på livestream ved at klikke på billedet herunder.

God kamp til alle – kom så gutter, kom så FREM!

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.