FREM fik sæsonens første udesejr i 2. Division, da Christoffer Balles tropper senest var i aktion på Hancock Arena i Skive.
Kampen sluttede med en velfortjent sejr på 3-1 til FREM efter 2-0 ved pausen.
Casper Lykke Jensen bragte FREM foran midt i første halvleg, da han skød på mål med et skud fra kanten af feltet, hvor han placerede bolden tæt op ad venstre stolpe.
Syv minutter senere var Casper Lykke Jensen i oplæggerens rolle, da han efter en lang fremlægning brød igennem i højre side og lagde bolden skråt bagud til Salieu Drammeh, som i fri position midt i feltet kunne fordoble føringen.
Hjemmeholdet fik reduceret ti minutter inde i 2. halvleg, hvor Frederik Ihler omsatte et indlæg til mål. Men FREM satte trumf på et kvarter før tid, hvor indskiftede Christian Bramsborg med et højt indlæg fra højre side fandt ligeledes indskiftede Oliver Møller-Jensen, som tæmmede bolden og sendte den i kassen tæt ved højre stolpe.
Det var alt i alt et meget positivt resultat.
På den positive liste står også, at det var syvende kamp i træk, at FREM kom på scoringstavlen. Vi skal tilbage til udekampen mod Esbjerg i fjerdesidste runde i grundspillet (0-2) for at finde en kamp, hvor det ikke lykkedes at score.
På den negative liste står, at opgaven stadigvæk er meget svær.
Nærmeste rival, HIK fik samtidig med FREM-sejren over Skive tre skrivebordspoint mod Jammerbugt FC. I sidste weekends spillerunde var det så FREMs tur til at få tre point på skrivebordet mod den konkursramte klub. Men samtidig vandt HIK hjemme med 3-1 over Brabrand.
Dermed er der stadig fem point op til HIK. Og i den kommende runde er det igen HIK, der skal have tre point på skrivebordet.
Dermed er FREM på det nærmeste tvunget til at gentage sejren mod Skive på hjemmebane på lørdag. Alt andet end en sejr vil betyde, at opgaven går fra vanskelig til noget nær håbløs.
FREM risikerer – som tidligere nævnt her på siden – ganske enkelt at løbe tør for kampe.
Men der skulle der så også gerne være en mulighed for en ny sejr.
Det er fjerde gang i denne sæson, at FREM møder Skive, og indtil nu er det blevet til to sejre og en uafgjort kamp.
Første kamp i grundspillet i Skive endte 0-0, mens returkampen i Valby endte med en 2-0 sejr til FREM.
Disse to kampe mod Skive er blandt de meget få, hvor det er lykkedes for FREM at spille til nul i denne sæson. De to andre er udekampen i grundspillet mod Brabrand (0-0) og hjemmekampen mod Jammerbugt (2-0 – jo, det var før, de gik konkurs).
FREMs tredje indbyrdes opgør mod Skive endte – som tidligere nævnt – altså med en sejr på 3-1 på udebane i forrige runde af slutspillet.
Alt i alt har FREM et ret godt tag på skibonitterne, så der grobund for noget optimisme.
FREM mødte Skive første gang i 2000 og vandt 4-1. Siden da er det blevet til otte sejre til FREM, to uafgjorte og to nederlag.
Den samlede målscore hedder nu 25-12 i FREMs favør.
For bare at holde liv i den spinkle chance om at undgå nedrykning er kravet helt klart, at denne statistik SKAL udbygges på lørdag, hvor det går løs på Valby Stadion.
Dommer Rasmus Nielsen blæser i fløjten første gang kl. 14.00. Der er lovet sommerligt vejr, så det er bare med at møde op og støtte gutterne.