Efter den flotte oprykning i sidste sæson venter 2. Division på FREM, og det bliver jo utroligt spændende, hvordan det skal gå.

Første kamp er på hjemmebane, og det er lørdag mod Skive, som er en modstander, FREM kender ret godt.

I forrige sæson mødte de to hold hinanden fire gange. Og her var Skive lidt af en favoritmodstander for de tværstribede.

2022/23 endte som bekendt med nedrykning for FREM, der vandt syv ud af de 32 kampe i 2. Division: Én mod Jammerbugt på banen, tre kampe mod Jammerbugt på skrivebordet efter deres konkurs og tre kampe mod Skive.

Faktisk var FREM ubesejrede mod Skive i den sæson, for den første kamp i grundspillet i Skive endte 0-0. I grundspillets returkamp vandt FREM 2-0, mens de to kampe i nedrykningsslutspillet sluttede med sejre på 3-1 og 3-0 til FREM.

I det sidste tilfælde scorede FREM alle tre mål i anden halvleg.

Først headede Isak Tånnander hjemmeholdet foran, hvorefter Rasmus Louie Larsen skruede en hjørnesparksbold direkte i kassen.

Til sidst satte Salieu Drammeh trumf på ved at lobbe bolden i mål efter et kontraangreb, hvor han blev spillet fri af Oliver Møller Jensen.

Som nævnt rakte den klare sejr ikke til at undgå nedrykning i sidste ende. Men siden da har FREM jo altså vundet 3. Division ret så suverænt.

I hele 2024 har FREM kun tabt en enkelt turneringskamp. Det var i tredjesidste runde af slutspillet mod VSK Aarhus (0-3), og da var oprykningen allerede i hus.

Lørdagens modstander fra Skive er stiftet i 1901, og deres første erfaring med divisionsfodbold kom i 1972, hvor de spillede tre år i den daværende 3. division vest.

Efter nedrykningen til Danmarksserien i 1974 gik der 20 år, førend det lykkedes at komme tilbage igen. Men siden da har skibonitterne spillet divisionsfodbold hvert år – bortset fra 2004/05.

Klubben har cyklet lidt frem og tilbage mellem 1. og 2. division. Tættest på oprykning til Superligaen var de i 2011, hvor det blev til en fjerdeplads i den næstbedste række.

Siden 2021 har den stået på 2. division, hvor Skive i sidste sæson ligesom året forinden endte i nedrykningsspillet. Holdet blev nummer otte i grundspillet i 2023/24.

Når det ikke blev til en plads i oprykningsspillet, hang det sammen med manglende pointhøst på hjemmebane.

Mens Skive var rimelige på udebane i grundspillet, så blev det blot til en enkelt sejr hjemme på Hancock Arena ud af 11 mulige.

I slutspillet lykkedes det dog hele vejen igennem at holde afstand til den værste suppedas. I nedrykningsslutspillet var Skive virkelig stærke på hjemmebane med fire sejre og kun et enkelt nederlag.

Det nederlag kom i sidste runde mod Thisted, der var i yderste nedrykningsfare. Men thyboerne kunne tage hjem med en sejr på 2-1 i bagagen. De overlod dermed nedrykningspladsen til FA 2000, mens Brabrand var rykket ned allerede inden sidste spilledag.

Skive var til gengæld ikke så stærke på udebane i slutspillet. Her lykkedes det kun at vinde over HIK (2-1), mens de øvrige fire kampe i slutspillet alle endte med nederlag.

Som allerede antydet har FREM en rigtig fin statistik mod Skive.

De to klubber stødte første gang på hinanden i 2000/01, hvor FREM vandt 4-1 på udebane og 3-1 på hjemmebane.

Siden da har FREM mødt Skive 12 gange, og det er blevet til i alt 10 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag. Den samlede målscore er 28-12 i FREMs favør.

Den statistik ser vi da gerne udbygget, så FREM kan lægge fornuftigt fra land, når det går løs lørdag på Valby Stadion.

Kampen begynder kl. 14.00, og DBU har udpeget Philip Warburg til at fordele sol og vind lige.

Netop solen har vejr-profeterne lovet skulle skinne ganske meget i denne uge. Derfor er der god grund til at komme på Valby Stadion, så FREM kan få en god start på sæsonen.

Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen M. Bjerre / fodboldstatistik.com
Foto: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk