Ingen mål – men et enkelt point – blev det til for FREM i hjemmekampen mod Holstebro. Og dermed må vi sige, at FREM alt i alt har fået en skidt sæsonstart med fire point i de første seks kampe.

Holdet ligger næstsidst i 3. Division, og der er opstået hul op til midterfeltet. Men det hul kan FREM lukke, hvis det på lørdag bliver til sæsonens første udesejr, når turen går til Svendborg for at møde SfB/Oure.

SfB står jo for Svendborg forenede Boldklubber. Og det er en klub, som er stiftet i 1901 under navnet Union Svendborg. Det blev senere til Svendborg Boldklub. I 1961 fik klubben sit nuværende navn.

Der var dog en periode fra 2008-17, hvor førsteholdet gik under navnet FC Svendborg. Derefter gik klubben tilbage til SfB, men det endte med konkurs og tvangsdegradering til Serie 1.

I 2020 lagde førsteholdet sig så sammen med Oure FA, der var rykket op fra Danmarksserien. Det hold levede til en vis grad højt på den nærliggende idrætshøjskole.

Svendborg fB rykkede op i divisions-systemet i 1964. Derfra var SfB/Svendborg FC i den tredjebedste og den næstbedste række i over 50 år.

FREM var få cm. fra at scorer i fredags – Arkivfoto Claus M. Hansen

Klubben har fostret flere gode spillere. For eksempel kom den tidligere mangeårige landsholdsmålmand, Thomas Sørensen, fra et lejeophold i Svendborg til den daværende Premier League-klub, Sunderland. Siden fortsatte han i Aston Villa og Stoke, ligesom det blev til 101 landskampe.

Højrekantspilleren Jan Michaelsen spillede som ung også for Svendborg. Familien var flyttet dertil, fordi Jan Michaelsens far, den nu afdøde Allan Michaelsen, i en årrække var træner for Svendborg.

Siden fortsatte Jan Michaelsen karrieren i bl.a. AB og græske Panathinaikos. Han fik 19 landskampe.

Men den bedst kendte spiller fra Svendborg er helt uden tvivl målmaskinen John Eriksen.

Ingen dansk spiller har scoret så mange mål i elitefodbold i udlandet som ham.

John Eriksen lavede sjældent særligt flotte mål. Men han lavede rigtig mange af dem. Han havde næse for at placere sig, hvor bolden faldt ned. Og så var han kold, når han skulle sparke eller heade bolden ind.

Vi tror på det bliver den helt store dag for SD på Lørdag – Arkivfoto Claus M. Hansen

Engang blev han spurgt, hvordan han bar sig ad. Han svar lød:

”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror bare, jeg løb derhen, hvor ingen andre var.”

Det blev også til 17 landskampe og seks mål, men John Eriksen havde det uheld, at han havde sin storhedsperiode samtidig med Michael Laudrup og Preben Elkjær.

Det daværende landsholds stil var ikke lagt an på, at en spiller skulle sparke nedfaldsbolde i nettet. Det offensive spil byggede i højere grad på Michael Laudrups sublime teknik og Preben Elkjærs power.

På klubplan bombede John Eriksen mål i Svendborg, inden han kom til OB, hvor han lavede 22 mål i begge sine sæsoner. Derefter kaldte udlandet.

John Eriksen spillede for Roda og Feyenoord i Holland, for Mulhouse i Frankrig, og for Luzern og Servette i Schweiz. I en af sæsonerne for Servette præsterede han at score 36 mål i 34 kampe – altså et snit på over ét mål pr. kamp. Det er ikke så dårligt endda i en liga, der minimum er på niveau med den danske.

Historien om John Eriksen endte meget tragisk.

Han fik Alzheimers, og som 41-årig kom han på plejehjem, hvor han sad sammen med mennesker, der var dobbelt så gamle som ham selv. Til sidst kunne han ikke genkende sin egen familie. John Hartmann Eriksen døde i en alder af blot 44 år.

Men livet ved på Høje Bøge Stadion – som Svendborgs smukt placerede stadion hedder – gik videre.

FREM har spillet en del gange mod SfB og mod FC Svendborg.

Lodberg og Co. får gang i målmaskinen – Arkivfoto Claus M. Hansen

SfB/Oure er til gengæld en forholdsvis ny størrelse, og dem har FREM kun mødt to gange. Det var i 2020/21 (overgangssæsonen). Og det endte med to sejre til de tværstribede.

I en ret forrygende kamp på Høje Bøge Stadion vandt FREM med 5-3 i efteråret. Tonni Adamsen scorede ved den lejlighed hattrick for FREM. Paul Ngongo Iversen scorede desuden på straffespark, mens FREMs første mål blev sat ind af Mikkel Andersson.

For hjemmeholdet scorede Fridtjof Rosenbaum, Philip Herslov og Sigursveinn Pransson.

Returkampen på Valby Stadion vandt FREM med 3-2.

FREM kom hurtigt på 2-0 takket være scoringer af Paul Ngongo Iversen og Lucas Balck. Begge spillere scorede, efter at bolden havde ramt stolpen og var sprunget ud i åbent spil.

Kort ind i anden halvleg bragte Paul Ngongo Iversen FREM på 3-0 takket være et mål fra kort afstand.

Så skulle den sag være afklaret. Men Emil Schou Jørgensens bror, Magnus Schou Jørgensen, reducerede til 1-3. Og seks minutter før tid kom der spænding om udfaldet, da Mads Millner Andersson med et tørt hug formindskede FREMs forspring til et enkelt mål.

Efter sæsonen rykkede SfB/Oure ned i Danmarksserien, men det ophold varede kun et enkelt år.

Sidste sæson var klubben derfor med i 3. division, hvor det i grundspillet endte med en ottendeplads og dermed en tur i nedrykningsspillet.

Der bliver forhåbentlig rigtig meget at juble over på lørdag i Svendborg – Arkivfoto Claus M. Hansen

I nedrykningsspillet lykkedes det kun at besejre de senere nedrykkere fra Dalum og AB Tårnby. Men det var også alt rigeligt til at undgå nedrykning for SfB/Oure, der sluttede på en tiendeplads.

I denne sæson er det indtil videre blevet til to sejre, en uafgjort og tre nederlag for holdet fra Sydfyn.

Den seneste hjemmekamp i 3. Division endte dog med de ganske overbevisende cifre 4-0 mod Avarta. Derefter mødte SfB/Oure på hjemmebane AB i DBU Pokalen. Det endte med sejr til 2. divisionsholdet på 4-3 – men først efter forlænget spilletid.

Senest var SfB/Oure på besøg hos Vejgaard, som FREM jo for nylig har vundet over med 3-0.

Fra det nordjyske måtte SfB/Oure dog tage hjem med et nederlag på 1-4 i bagagen. Det enlige fynske mål blev scoret af Daniel O’Hara, som er en af de spillere, der kom fra idrætshøjskolen i Oure.

Hans mål i kampen mod Vejgaard må siges at have været et trøstmål, for det faldt fem minutter inde i dommerens tillægstid.

Der kan med andre ord ske lidt af hvert, når det på lørdag går løs på Høje Bøge Stadion kl. 14.00.

FREM Support arrangerer bustur, og du kan komme med ved at indbetale 150 kroner på Mobile Pay til 320952. I tekstfeltet skriver du Høje Bøge og dit mobilnummer.

Bussen kører kl. 10.00

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk