Velkommen til Young Boys
Det er tid til hjemmekamp igen, når FREM møder Young Boys FD lørdag d. 6. november kl. 14.00.
KØB BILLET TIL HJEMMEKAMPEN MELLEM FREM OG YOUNG BOYS FD HER
FREM er inde i en god pointstime med 10 point i de seneste 4 kampe, og vi går efter 3 mere på lørdag. Vi glæder os til kampen og til at se alle de mange fremmere på stadion.
Revanchetid efter skuffende første møde
FREM er ikke ligefrem vant til at rejse hjem fra Jylland med 3 point i bagagen, men det var faktisk det, der skete i sidste weekend. Sejren over VSK Aarhus blev på 2-1 efter en scoring i de sidste øjeblikke af kampen. Denne gang blev modstanderholdets scoring kun kosmestisk, men vi har haft en kedelig tendens til at lukke mål ind til allersidst i kampene og smidt en hel del point på den måde.
Netop sådan gik det også mod den kommende modstander Young Boys i den omvendte kamp på superligastadionet Jysk Park i Silkeborg. Efter en tidlig føring til hjemmeholdet kom FREM godt tilbage og kom foran 2-1 på mål af frontløberduoen Helev og Tånnander i en kamp, hvor spillet ikke altid var det bedste, men hvor der blev kæmpet for sagen. Føringen holdt indtil overtiden, hvor det lykkedes Young Boys at udligne via Henrik Brodersen og dermed fratage os en ellers kærkommen sejr i det jyske.
Den skuffelse skal vi have vendt til motivation, og sidste uges sejr i Aarhus – og den gode stime i det hele taget – har uden tvivl givet selvtilliden et yderligere boost.
Flot divisionsdebut
Inden sæsonen skiftede Silkeborg KFUM navn til det nuværende Young Boys FD. Det er klubbens første sæson i divisionerne, og debuten har været mere end godkendt. Som oprykker er det altid svært at vide, hvor man står i forhold til modstanderne, men Young Boys har vist, at de sagtens kan være med. Faktisk ligger de lige nu i den ‘rigtige’ halvdel på en flot femteplads, som kom i hus via en stor sejr på 4-0 over Roskilde KFUM i sidste runde.
Sejren gjorde, at silkeborgenserne fik indhentet og overhalet KFUM og Dalum på målscoren, og det er i det hele taget utrolig tæt omkring den usynlige streg mellem nummer 6 og 7, hvor hele 6 hold ligger indenfor bare 2 point. Hvert point og hvert mål tæller, og det vil derfor være et topmotiveret Young Boys-hold, der kommer til hovedstaden lørdag til deres første besøg på Valby Stadion. Det skal vi være klar til, og det bliver en spændende kamp.
Knækker rækken i toppen?
Mens midten af 3. Division er uhyggeligt tæt, ser det ud som om, at topholdene kan rykke lidt fra, hvis resultaterne flasker sig. Mens vi selv møder Young Boys på femtepladsen, møder duksen FC Roskilde fjerdeplacerede VSK Aarhus. To hjemmesejre vil give et hul på 7 point ned til netop Young Boys og VSk. Samtidig møder Vanløse, som ligger á point med os på tredjepladsen, bundproppen Herlev, så det kunne på papiret ligne en runde, hvor der bliver slået et hul fra top 3 til dem, der kæmper om at blive i top 6.
Men der er absolut ikke noget, der skal tages for givet i denne række. Den seneste uges udvikling med en meget overraskende Herlev-sejr på udebane over ellers suveræne FC Roskilde og det efterfølgende trænerskifte hos førerholdet kan have rykket på balancen holdene imellem, og det bliver spændende at se, om vi har et klart billede af rækken inden juleferien. Vi skal heldigvis bare sørge for at vinde vores egne kampe, og det skal i første omgang gå ud over Young Boys på lørdag.
Masser af gejst og en enkelt i karantæne
Cheftræner René Henriksen har en stort set fuld trup til rådighed, men må se bort fra Mohammed Youssef, som har optjent strafpoint nok til en karantænedag. Resten af truppen er dog fulde af selvtillid og opsatte på at fortsætte stimen, og der er kamp om pladserne i startopstillingen. Senest bød unge Oliver Møller-Jensen sig i den grad til ved at score begge FREMs mål i sejren over VSK Aarhus, og det er netop den slags præstationer, vi har brug for for at få skrabet de sidste vigtige point sammen.
Desværre lykkedes det ikke for forsvaret at holde bolden ude af nettet i sidste kamp, og de vil være yderst opsatte på at holde nullet denne gang. Samtidig vender Christian Helev tilbage efter udstået karantæne, og han har også brug for at bevise, at han har flere mål i støvlerne, nu hvor der er kommet hul på bylden.
Siden sidst har U23-holdet cementeret førstepladsen i deres række via endnu en sejr, og både U19 og U17 spillede rigtig flotte pokalkampe mod henholdsvis HIK og FC København – men måtte dog begge se sig besejret efter straffesparkskonkurrence. Så talenterne står klar i næste række og byder sig til, når det bliver deres tur.
Vi byder alle fremmere, udebanetilskuere, spillere, trænere, dommere og alle andre velkommen til kamp på Valby Stadion. Hvis du ikke kan se kampen på stadion, kan du følge den på livestream på følgende link: https://streaming.3-division.dk/
God kamp til alle – det bliver spændende!