Lørdag var det igen tid til en test af truppens øjeblikkelige formåen. Denne gang var modstanderen divisionskollegerne fra AB, som ligger nummer 3 i pulje 2.

Lige som i sidste uge startede modstanderen bedst, mens FREM ikke rigtig var i stand til at holde på bolden og skabe noget konstruktivt. Mens FREM ingen chancer havde den første halve time, havde AB et par enkelte dog uden at blive rigtig farlige.

Efter den halve time begyndte FREM at røre lidt på sig, og blandt andet havde Ayoub Sørensen et godt indlæg, som fik lov til at passere igennem ABs straffesparksfelt, men ingen FREM-spillere nåede frem til bolden.

Ayoub Sørensen havde flere af FREMs bedste chancer i kampen (Foto: Preben Pathuel)

Efter 35 minutters spil førte AB bolden op i FREMs højre side, og situationen endte med et indlæg, hvor en helt fri AB-spiller havde let ved at sende den bold i mål fra kort afstand.

Kort efter kunne AB have været foran med to, da der gik lidt koks i offsidefælden, og en AB-spiller slap fri, men Rasmus Wedege i målet gik modigt ud i AB-spilleren og kom først på bolden.

FREM havde faktisk en kæmpe mulighed for udligning i det 40. minut, da Ayoub Sørensen slap fri i feltet, men hans afslutning sad lige på AB-keeperen, og returen blev sparket forbi mål.

André Riel og kompagni måtte uvant gå fra banen uden mål (Foto: Preben Pathuel)

I forhold til seneste kamp blev det kun til få udskiftninger i pausen. Andreas Larsen kom på mål i stedet for Rasmus Wedege, Oliver Basse kom ind i stedet for Mikkel Andersson, og Andreas Hansen kom ind i stedet for Ayoub Sørensen.

2. halvleg blev dog ingen stor oplevelse. FREMs angrebsspil virkede ikke rigtigt. Der manglede noget forståelse af medspillerne, og de afgørende afleveringer kom ofte alt for sent. Det var næsten befriende, da Magnus Davidsen i det 53. minut forsøgte sig med et langskud, selv om det nærmest sad i målmandens arme – skuddet var noget nær det eneste skud på mål, FREM havde i 2. halvleg.

Selv om AB spillede bedre end FREM, var det alligevel så som så med chancer til udeholdet. En enkelt gang præsterede Andreas Larsen en flot redning i FREM-målet, og en enkelt gang måtte Daniel Anusic sende bolden over eget mål for at afværge en AB-chance.

Kampen sluttede med en smal AB-sejr på 1-0. AB spillede bedst, så på sin vis var det i orden. Heldigvis er der endnu lang tid til turneringsstart, og når man endelig skal tabe, er det godt, det sker i træningskampene.

Næste træningskamp er ude mod FA 2000 på næste lørdag.

Sportigan Slagelse kårede Kampens Spiller, og valget faldt på Emil Schou Jørgensen, som spillede hele kampen i det centrale forsvar (Foto: Preben Pathuel)

FREMs opstilling:

Rasmus Wedege (46, Andreas Larsen)

Daniel Anusic, Elias Gärtig, Emil Schou Jørgensen, Matthias Andersen (68, Frederik Balslev)

Ayoub Sørensen, (46, Andreas Hansen), Mikkel Andersson, (46, Oliver Basse) Magnus Davidsen, Andreas Smed (60, Armend Aslani)

André Riel (60, Adnan Mohammed), Lucas Balck

/CMH

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.