FREM er klar til anden runde i DBU Pokalen – men ikke helt uden besvær.
René Henriksens tropper kom ganske vist planmæssigt på 1-0 i udekampen mod Såby Fodbold. Men hjemmeholdet chok-udlignede og kunne være kommet foran. I sidste ende sikrede mål af debutanterne Søren Nørgaard og Salieu Drammeh dog sejren på 3-1.
Samme René Henriksen havde samtidig rystet posen gevaldigt i forhold til holdets sidste turneringskamp inden sommerferien, som var en hjemmekamp mod Dalum i 3. Division (1-2).
Faktisk var der kun fire gengangere i startopstillingen. Det var målmanden Sebastian Sørensen, forsvarsspilleren Rasmus Grønne Jensen samt Lucas Balck og Oliver Møller-Jensen i det offensive departement.
Af de øvrige syv spillere var nogle ikke længere til rådighed. Andre var skadede, og andre igen var sat på bænken.
I stedet var der blevet plads til fire debutanter i form af Mathias Bonde, Aleksandar Lazarevic, Casper Lykke og Søren Nørgaard. Og det var comeback til Rasmus Louie Larsen.
Endelig var Emil Schou Jørgensen og Jakob Skovgaard Larsen foretrukket til startopstillingen til kampen på Såby Stadion, der er lille og hyggeligt – og ovenikøbet med en lille tribune.
Det er bedre forhold end flere divisionsklubber!
Såby Fodbold er netop rykket op i Sjællandsserien for første gang – i øvrigt på aldeles suveræn vis. Men det kunne ikke skjule det faktum, at FREM var favoritter. Der er trods alt tre rækker til forskel på de to hold.
René Henriksen havde også ændret formationen fra 4-1-4-1 i sidste sæson til noget, som udefra lignede 4-1-3-2. Hans kollega, den tidligere FREM-spiller Tommy Olsen, havde foretrukket en klassisk 4-4-2.
Det var ingen overraskelse, at FREM begyndte selve kampen som spildominerende.
Det lykkedes hurtigt at få fremtvunget kampens første hjørnespark, og her løb Rasmus Grønne Jensen sig fri til en hovedstødsafslutning, som med lidt held i sprøjten såmænd godt kunne have sikret en hurtig føring. Men en markspiller fra Såby fik headet væk på selve mållinjen.
Herefter kom hjemmeholdet lidt bedre med, men FREM var stadig farligst, og det blev understreget efter ti minutters spil, hvor Oliver Møller-Jensen spillede sig selv fri til et skud. Han ramte overliggeren, og bolden sprang derefter ud i åbent spil.
Efter et lille kvarter var Oliver Møller-Jensen på spil igen. Og denne gang slap Såby Fodbold ikke så let.
Efter glimrende opspil i FREMs højre side endte bolden til sidst hos føromtalte Oliver Møller-Jensen, som på sikker vis sendte den forbi Joaquin Martinez Ørnfeld i værternes mål.
Så var der vel lagt an til en storsejr til FREM? Nej. For allerede minuttet efter skete der noget, der godt nok ikke var med i planen.
Her skete der et fælt forsvarskoks, hvor FREM-spillerne misforstod hinanden. Det udnyttede backen Jakob Wensien-Jegsen til at stjæle bolden i Såbys højre side, hvorefter han kom alene med Sebastian Sørensen, der forsøgte at dække sit mål. Men Såby-spilleren havde tid til at se sig om og lagde i stedet bolden lidt bagud til Rasmus Tangvig, der kunne sende den i tomt mål.
Så stod det 1-1, og i fortsættelsen kunne det såmænd være gået endnu værre – set med FREM-øjne.
Først kom Rasmus Tangvig alene med Sebastian Sørensen i Såbys venstre side, men Sebastian Sørensen reddede flot til hjørnespark. Efter lidt frem og tilbage udviklede det hjørnespark sig til en ny chance, hvor Sebastian Kusk sendte sit forsøg tværs igennem målfeltet fra højre mod venstre – og til målspark!
Langsomt genvandt FREM dog kontrollen over kampen. Og midtvejs i første halvleg tog Rasmus Grønne Jensen chancen udefra med et ganske velkvalificeret langskud, som Joaquin Martinez Ørnfeld med lidt besvær slog over overliggeren til hjørnespark.
Efter en halv time fik FREM så endnu en mulighed, da divisionsholdet fik et frispark lige uden for Såbys straffesparksfelt.
Det tog Mathias Bonde sig af, og han sendte et fladt skud afsted, hvor bolden strøg under muren, og hvor Joaquin Martinez Ørnfeld måtte redde med en fodparade.
FREM fortsatte med at presse på, og otte minutter før pausen kom belønningen.
Her lykkedes det for FREM at skabe en overtalssituation i holdets venstre side, hvorefter bolden endte hos Søren Nørgaard, der i en gunstig position sendte bolden forbi Såby-målmanden til ny føring for det i dagens anledning hvidklædte udehold.
Herefter var det tydeligt, at det for FREM gjaldt om at få 2-1 med til pausen. Det lykkedes også, men kort før pausefløjtet var Såby igen ved at ødelægge planerne.
Ved et hjørnespark fra højre side kunne Sebastian Sørensen ikke holde fast i den efterhånden regnvåde kugle, og den endte efterfølgende for fødderne af Thomas Haberland, som fra kanten af feltet imidlertid sendte den en anelse over mål.
I begyndelsen af anden halvleg var det nok en gang FREM, som havde det meste spil. Hjemmeholdet havde dog de få forsøg, der var. Men nu var det naturligvis også dem, der havde noget at jagte,
Først skød målscorer Rasmus Tangvig på mål fra distancen og fremtvang en redning fra Sebastian Sørensen. Og dernæst var det den livlige højrefløj, Morten Jørgensen, der forsøgte sig – men hans forsøg endte lige over mål.
I stedet lykkedes det efter et kvarter for Aleksandar Lazarevic at sende bolden i mål for FREM efter et glimrende indlæg fra Lucas Balck. Dommer Emil Martinussen valgte dog at annullere målet p.g.a. offside, og det så ud til at være en korrekt dom.
Få minutter senere forsøgte Rasmus Grønne Jensen sig med en flot saksesparksafslutning efter et hjørnespark. Her endte bolden dog et stykke over mål.
På dette tidspunkt i kampen havde René Henriksen skiftet en del spillere ind. En af dem var debutanten Salieu Drammeh, og han voldte hjemmeholdet en del kvaler.
I første omgang modtog han et indlæg fra Lucas Balck i højre side, men her var Salieu Drammeh presset i afslutningsøjeblikket, og han kunne ikke få retning nok på sit forsøg.
Men med et lille kvarter igen var der både retning og kvalitet i hans afslutning.
Her fik han fat i bolden på kanten af feltet – lidt i venstre side – og selvom Salieu Drammeh havde en markspiller imod sig og målmanden som gardering var han i stand på delikat og udsøgt vis at skrue bolden uden om sin direkte modspiller og i mål tæt ved højre stolpe, hvor Joaquin Martinez Ørnfeld ganske enkelt ikke kunne nå ned.
Fire minutter senere kunne det meget vel være blevet 4-1, da Jakob Skovgaard Larsen flot var søgt ind i feltet og modtog en gylden aflevering, hvor han var alene med målmanden. FREM-spilleren klappede til bolden med det samme, men han måtte se Joaquin Martinez Ørnfeld diske op med en flot refleksredning.
Salieu Drammeh var dog ikke helt færdig med at imponere.
Med to minutter tilbage at spille tryllede han lidt på venstrekanten, lagde bolden ind på midten til en anden indskiftet spiller, Oscar Brodersen. Han lavede en fremragende baglæns dribling, hvorefter han skød på mål – men bolden endte nu lidt ved siden af venstre stolpe på det skud.
Derefter var der ikke så meget mere i kampen. Kræfterne slap op hos hjemmeholdet, der bestemt fortjener ros for at have bidraget til en ganske fin fodboldkamp. Men det var også tydeligt, at FREM trods alt havde kampen under kontrol og alt i alt var det bedste hold.
2. runde spilles i perioden 30. august – 1. september. Her er turneringen stadig delt i en øst- og en vestkreds.
Matchfacts
Såby Fodbold – Frem 1-3 (1-2)
Mål
0-1 Oliver Møller-Jensen (14.)
1-1 Rasmus Tangvig (15.)
1-2 Søren Nørgaard (37.)
1-3 Salieu Drammeh (77.)
Advarsler
Såby Fodbold: Mark Olsen (40.), Mark Schütt (77.)
FREM: ingen
Holdopstillinger
Såby Fodbold: Joaquin Martinez Ørnfeld – Jakob Wensien-Jegsen, Nikki Thompson, Daniel Bylov, Thomas Haberland – Morten Jørgensen, Mads Olsen, Martin Jensen, Mathias Larsen – Sebastian Kusk, Rasmus Tangvig
FREM: Sebastian Sørensen – Casper Lykke, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Rasmus Louie Larsen – Mathias Bonde – Søren Nørgaard, Jakob Skovgaard Larsen, Oliver Møller-Jensen – Lucas Balck, Aleksandar Lazarevic
Udskiftninger
FREM: Kristoffer Dirksen ind for Emil Schou Jørgensen (46.)
FREM: Oscar Brodersen ind for Oliver Møller-Jensen (46,)
Såby Fodbold: Kasper Bylov ind for Sebastian Kusk (55.)
FREM: Oliver Henneberg ind for Rasmus Louie Larsen (64.)
FREM: Salieu Drammeh ind for Søren Nørgaard (64.)
Såby Fodbold: Mark Schütt ind for Jakob Wensien-Jegsen (72.)
FREM: Magnus Juul Davidsen ind for Mathias Bonde (75.)
Såby Fodbold: Stephen Henriksen ind for Nikki Thompson (86.)
Såby Fodbold: Magnus Niels Saaby ind for Martin Jensen (86.)
Såby Fodbold: Kenneth Lindstrøm ind for Mads Olsen (86.)
Dommer: Emil Martinussen
Tilskuere: 300 (anslået)