I sidste uge meldte DBUs Turneringsudvalg, at kampene i de bedste danske fodboldrækker skal afvikles uden udebanefans – og samtidig bibeholdes maksimumgrænsen på 500 personer på stadioner i 2. Division, hvilket d.d. også er blevet skærpet i de højere rækker.
Boldklubben FREMs formand, Per Jakobsen, ærgrer sig over situationen:
”Vi er jo en af de klubber, der normalt trækker langt mere end de 500 tilskuere på hjemmebane – og derudover er vores fans imponerende i deres støtte på udebane. Bare til kampen i Dalum var der planlagt to busser med fans. Det er altså ikke noget, man normalt ser i 2. Division,” siger Per Jakobsen.
“Den flotte og trofaste opbakning til FREM er beundret i hele Fodbolddanmark. Vores fans altid flotte opbakning og eksemplariske opførsel gør, at vi altid får positive tilbagemeldinger, når vi har været på udebane. Det kan jeg som formand kun være ydmyg og taknemmelig overfor,” siger han.
Risikerer skrivebordsafgørelse
Den seneste udmelding fra DBUs Turneringsudvalg levner dog ikke meget plads til fortolkning, og Per Jakobsen håber og tror på, at alle FREM-fans selvfølgelig overholder reglerne.
”Udebanekampene er noget særligt for rigtigt mange af vores fans, og i denne sæson var der endda mulighed for nogle lange sjove ture – ligesom at kampen på Østerbro Stadion om nogle uger også var noget, mange havde set frem til. Vores fans har et godt forhold til deres medfans i B93, og der plejer altid at være både god stemning og godt fællesskab uden for banen, når vi møder B93.”
De udstukne regler fra DBUs Turneringsvalg er dog meget klare: Forsøger fans med tilhørsforhold til andre klubber end hjemmeholdet at få adgang til stadion, vil de blive afvist. Lykkes det alligevel for udebanefans at komme ind på stadion, kan kampen i sidste ende risikere at blive afbrudt og i yderste tilfælde ende med en skrivebordsafgørelse.
Per Jakobsen slutter derfor af med en opfordring til alle FREM-fans:
Bliv hjemme når Frem spiller ude
”Den kortest mulige måde at sige det på er: Bliv hjemme. Det er en hamrende ærgerlig situation, men det tjener ikke nogen at forsøge at omgå reglerne. Lad os i stedet arbejde sammen om at vise den gode stil, vi er kendt for – og så håber vi, at det kan medføre, at restriktionerne bliver løftet så hurtigt som muligt, så vi sammen kan bakke mest muligt op i denne meget vigtige sæson.”
Husk, at du allerede på lørdag kan støtte 1. holdet igen, når vi får besøg af Holstebro. Find din billet på www.fairbillet.dk