Efter flere konstruktive møder, bygget på gensidig respekt og en fælles forståelse for hinandens værdier og kultur, er vi, i Boldklubben Frem, nået til enighed med Brøndby IF om at være ny samarbejdsklub. Klubben fra Københavns Vestegn behøver vel næppe nogen nærmere introduktion, da de igennem længere tid har været en magtfaktor i dansk fodbold. Også på ungdomssiden ligger klubben med helt fremme i forhold til licensrangeringen hos DBU for både piger og drenge. Sagt med andre ord, så er det altså en klub, hvor vi, Boldklubben Frem, kan trække på rigtig megen erfaring i forhold til organisationsopbygning og ganske enkelt en masse knowhow i forhold til at drive fodboldklub på øverste hylde.
En begejstret Sportslig Ansvarlig for samarbejdsklubberne i Brøndby IF, Christian Sørensen, udtaler:
Vi byder BK Frem stort velkommen til Brøndby Masterclass Samarbejdet, og vi glæder os over, at BK Frem har kigget i vores retning og vil være en del af fællesskabet i Brøndby IF. BK Frem har de seneste år haft en flot udvikling i børne- og ungdomsafdelingen med stor fokus på strategien, organisationen og spilleruddannelsen, som blev forløst med tildelesen af en stjerne i DBU Licenssystemet i 2021. Vi ser meget frem til, i fællesskab med BK Frem, at forsætte udviklingen og være fælles om endnu bedre børnefodbold i BK Frem.
Talentchef i BK Frem, Casper Lawaetz, ser ligeledes frem til et godt samarbejde:
Vi ser meget frem til at videreudvikle vores børne- og ungdomsafdeling sammen med Brøndby IF og tilbyde vores trænere inspiration, vidensdeling og træneruddannelse igennem Brøndby Masterclass Samarbejdet. På licensniveau ser vi også frem til have sparring og vidensdeling med Brøndby IF, som bidrager yderligere til rejsen vi er på med vores Academy i BK Frem.
Til det nye samarbejde runder Christian Sørensen af:
Vi tror på at skabe et fundament, som både gavner den enkelte samarbejdsklub, samt Brøndby IF. BK Frem er som bekendt en stolt traditionsklub og vi ser et rigtig godt match i at kunne hjælpe hinanden i et langt og godt samarbejde. Som vi siger i Brøndby Masterclass Samarbejdet, så er vi sammen med klubberne, fælles om bedre børnefodbold.