På lørdag spiller FREM hjemme igen efter to kampe i træk på udebane, når Hillerød gæster Valby Idrætspark. FREM fik i weekenden en flot 4-0 sejr på udebane over Skovshoved. FREMs fire mål blev scoret af Daniel Anusic, Frederik Christensen og to gange Tonni Adamsen. FREM er dermed ubesejrede i de seneste seks kampe i træk i 2. Division.
På lørdag får FREM dog besøg af en modstander, de har haft særdeles svært ved at spille imod. Hillerød, som lørdag kommer til Sydhavnen, har slået FREM de sidste tre gange, de to hold har mødtes. Faktisk har FREM aldrig nogensinde vundet over Hillerød. Udover de tre Hillerød-sejre er de sidste to af klubbernes fem møder endt uafgjorte.
Hillerød og FREM ligger side om side i tabellen. Hillerød ligger på syvendepladsen med 15 point, mens FREM ligger på ottendepladsen med 14 point. De to klubbers formkurve peger dog i forskellig retning, for mens FREM ikke har tabt i seks kampe, har Hillerød tabt de seneste to kampe, de har spillet. Senest tabte de 3-0 på hjemmebane til Avarta. Hillerød kan dog prale af, at de for nyligt formåede at spille lige op med FC København i Pokalturneringen, som skulle ud i straffesparkskonkurrence, før de fik skovlen under Hillerød.
Skal lørdag være dagen, hvor FREM over vinder sit Hillerød-kompleks? Og skal det også være dagen, hvor FREM kravler over stregen? Så kræver det, at du indfinder dig på tribunen på Valby Stadion og synger dine helte til sejr. Så køb din billet allerede nu hos Fairbillet, så er du sikret, hvis kampen skulle gå hen og blive udsolgt.
God kamp!