Kampstart lørdag kl. 15.00

Denne uges 2. Divisionskamp er endnu en hjemmekamp, og denne gang er det Holstebro Boldklub, som gæster Valby Stadion lørdag den 19. september kl. 15.00.

Kampen er endnu en gang underlagt Corona-regler, og vi opfordrer alle til at følge de instruktioner, vagter og officials kommer med.

Husk at have din billet klar til scanning i indgangen – enten på papir eller på mobilen.

endelig 3 point

Seneste kamp for FREM var også på hjemmebane, og det var en god dag i Valby, da Middelfart var på besøg. Efter to uafgjorte til at starte sæsonen på blev det endelig til 3 point, da Tonni Adamsen og Paul Ngongo Iversen sørgede for en sejr på 2-0.

Det var dog ikke kun de to målscorere, som skal fremhæves for deres indsats; det skal hele holdet. Det var en rigtig god holdindsats og koncentration over hele linjen, som holdt et ellers stærkt Middelfart-hold væk fra store chancer og beholdt de tre point i København.

Kampen kastede ikke ydeligere karantæner af sig, og det er derfor kun Daniel Anusic, som stadig sidder i skammekrogen og afsoner sin tredje karantænedag ud af fire. Til gengæld vender Frederik Sundstrup tilbage efter at siddet ude i en enkelt kamp.

Enkelte af spillerne fra sidste uges kamptrup trækker lidt med småskader, og vi må vente til lørdag med at se, hvem cheftræner René Henriksen udtager.

René Henriksen har igen Frederik Sundstrup til rådighed, mens flere af spillerne kæmper med småskader (Foto: Preben Pathuel)

De små marginaler giver point

Både FREM og lørdagens modstander, oprykkerne fra Holstebro, er startet med en stribe tætte kampe. Holdene har dog ikke fået lige meget ud af det.

Mens FREMs total siger to uafgjorte, en sejr og et ualmindelig tæt pokalnederlag, har Holstebro indtil videre kun et enkelt point i tabellen. Det kom i seneste kamp mod Brabrand, og Holstebro måtte endda ærgre sig over en meget sen udligning, som kostede de tre point. Det kender vi selv alt for godt…

Som oprykker er det normalt, at man lige skal vænne sig til en ny række, og det ser Holstebro ud til at være godt i gang med. I første kamp kom holdet flyvende fra start mod B.93 og førte 2-0 efter 5 minutter(!). Det lykkedes dog ikke at holde føringen, og i stedet rejste B.93 hjem med en sejr på 3-2.

Efter en beskeden sejr i Sydbank Pokalen over serie 1-holdet Helsted Fremad, skulle Holstebro op mod Aarhus Fremad, som vi selv har haft fornøjelsen af. Kort før tid så det ud til, at Holstebro skulle få deres første 2. Divisionspoint i denne omgang, men det lykkedes for Aarhus Fremad at score i sidste minut til 2-1 og stikke de tre point i lommen. Igen en tæt affære, som sagtens kunne have endt anderledes.

Det første point til regnskabet kom så i seneste runde, da det var Brabrands tur til at score i overtiden til slutresultatet 1-1. Glæden over det ene point var dog til at overse, da træner Kim Kristensen blev interviewet efter kampen. Det var de tre point, der gjaldt.

Velkommen hjem, Kim K!

Vi byder altid varmt velkommen til modstanderholdets spillere og trænere, men denne gang er det alligevel på sin plads med en særlig velkomst til Holstebros træner: Velkommen hjem til Valby, Kim K!

Kim Kristensen har repræsenteret Boldklubben FREM intet mindre end 199 gange, da han i to omgange var en del af det stærke hold omkring og efter årtusindskiftet. En periode, som kastede en sæson i Superligaen af sig, og Kim Kristensen var en meget vigtig del af holdet i al den tid, han spillede i FREM.

Samtidig har Kim altid været utrolig vellidt og virkelig en publikumsfavorit takket være sine tekniske finurligheder og vigtige mål på banen samt en imødekommende personlighed udenfor. En ægte sindig jyde i det ægte København. Vi glæder os til at hilse på Kim igen.

“En gang fremmer – altid fremmer”, som vi plejer at sige, og det bliver sikkert en lidt speciel oplevelse for Kim Kristensen at komme tilbage til den bane, hvor han har fejret så store triumfer. Men der skal ikke herske tvivl om, at al fokus vil være på at tage pointene med hjem over bælterne til det vestjyske. Professionaliteten går forud for alt andet.

Inde på banen er det umiddelbart mest prominente navn på Holstebro-holdet Jeppe Mehl, som har masser af Superligakampe på cv’et. Han og holdkammeraterne må ikke undervurderes – de kommer ikke til København bare for at være med.

Pas på hinanden og følg de gode råd

Kampen lørdag er allerede udsolgt på forhånd, og der vil ikke være billetsalg i indgangen.

Husk at passe på dig selv og andre, og husk at følge de velkendte råd og foreskrifter. Og vigtigst af alt: God kamp!

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk