Topmøde mod FC Roskilde
Inden sæsonen blev både FREM og FC Roskilde tippet blandt favoritterne i 3. Division, og denne tillid har begge klubber indtil videre levet op til. Det er derfor to hold med maksimumpoint, som mødes onsdag d. 18. august kl. 18.30 i Rådmandshaven i Roskilde.
Kampen spilles ved siden af stadion, da dette – i lighed med vores eget – er under ombygning. Hvis du vil se kampen live, så kan billetter købes på boldbillet.dk.
KØB BILLET TIL FC ROSKILDE MOD FREM HER
Perfekt sæsonstart for begge hold
FREM er som bekendt startet med to sejre i divisionen og en i Sydbank Pokalen, og det samme er onsdagens gæster. I pokalturneringen sendte FC Roskilde Ballerup-Skovlunde ud med en sejr på 2-0, mens de lyseblå i 3. Division har gjort kort proces med Herlev og Næsby. Udekampen mod oprykkerne fra Herlev vandt gæsterne med 4-2, mens hjemmekampen mod Næsby endte hele 4-0.
Med disse resultater indtager FC Roskilde aktuelt førstepladsen på en bedre målscore end både os selv og Dalum, som også er noteret for 6 point efter to kampe. Enten Vanløse eller Karlslunde kan også nå op på fuld pointhøst, hvis de vinder den udsatte indbyrdes førsterundekamp, som blev fløjtet af på grund af tordenvejr.
Det er nok for tidligt at tale om top og bund i rækken allerede nu, men alligevel går både Roskilde og FREM ind til kampen, som er det en topkamp.
Hjemmeholdet har overhånden
FREM og FC Roskilde har ikke mødt hinanden i en del år efterhånden i betydende kampe, men vi mødte hinanden for ganske nylig i Valby i begge holds sidste træningskamp. Den kamp vandt FC Roskilde sikkert med 2-0, og de var det bedste hold på dagen. Det har de været flere gange, når vi har mødt dem, og det er efterhånden ved at være på tide med en revanche.
Vi skal helt tilbage til 2. november 2008(!) for at finde seneste FREM-sejr i de indbyrdes opgør, da Søren Weibel med to scoringer afgjorde kampen til FREMs fordel i den daværende Viasat Division. Siden den kamp er det blevet til 5 sejre til FC Roskilde og to uafgjorte.
Den statistik skal rettes op onsdag, og der er nærmest garanti for en hård og spændende kamp.
FC Roskilde er efterhånden et rutineret divisionshold, og det var lidt af en skuffelse, at de endte i 3. Division i denne sæson. Nedturen kom på baggrund af en turbulent tid i klubben, men ud fra resultaterne at dømme er der kommet styr på udfordringerne. Sidste sæson sluttede for FCRs vedkommende med 4 sejre i de 5 sidste kampe, og den nuværende er altså startet med 3 sejre på stribe.
Roskildes mål kommer fra flere forskellige spillere, så der er meget at holde styr på, og især den giftige frontløber Monday Etim fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Hvordan den nød skal knækkes, må vi se, når dommer Jonathan García Nilton fløjter op onsdag kl. 18.30.
Støt drengene i ‘Roskilde-ugen’
Det blev ikke til Roskilde Festival i år, men FREM har gang i sin egen Roskilde-uge og møder også FC Roskildes bysbørn fra KFUM allerede på lørdag. Støt op om holdet i begge de vigtige kampe, og hvis du vil følges med nogen til Roskilde, så følg med på Facebook hos BK Frem Support og Paulis Rødder.
God kamp til alle – kom så FREM!