Top mod bund på sydkysten
I en ellers tæt række er der tale om et top-mod-bund-opgør, når Karlslunde IF tager imod Boldklubben FREM lørdag d. 13. november kl. 13.00. Et kig på tabellen afslører, at det er nummer to fra toppen, som besøger nummer to fra bunden. Det skal man dog ikke lade sig snyde af, da alle hold i 3. Division er gode fodboldhold, og ingen sejre kommer let.
Der er brug for alle fremmere til at støtte holdet frem til endnu en sejr i en stime, som meget gerne skal fortsætte året ud.
Både BK Frem Support og Paulis Rødder arrangerer bustur til kampen. Se mere på Facebook hos henholdsvis BK Frem Support og Paulis Rødder. God tur til alle og vær opmærksom på eventuelle nye restriktioner.
Oprykker med mandskabsudfordringer
Karlslunde IF er oprykkere i 3. Division, og de har indtil videre haft en sæson, som er gået en del op og ned. Flotte sejre ude mod VSK Aarhus, Young Boys, Slagelse og senest Roskilde KFUM i sidste weekend samt hjemme mod Herlev er blandet med markante nederlag mod blandt andre FC Roskilde, Næsby, Vanløse og ikke mindst FREM, som vandt den omvendte kamp med 5-0 i august. Kampen var den første på Valby Stadion efter ombygningen denne sommer, og det flotte resultat skal vi forsøge at følge op i udekampen.
Karlslunde er et hold, som er svære at forudsige, og det er som regel nogle begivenhedsrige kampe, de spiller. Til kampen denne lørdag mangler hjemmeholdet dog to mand, som er ude med karantæne: Ex-fremmeren Hervé Gamys og den unge offensivspiller Nikolaj Adler Nielsen. Det kan vise sig at være betydningsfuldt i en kamp, hvor FREM må siges at være favoritter fra start.
Super sammenhold og stor selvtillid
FREM har ingen karantæner denne gang, og det er et hold med selvtilliden i orden, cheftræner René Henriksen kan sende på banen i Karlslunde til den kun anden duel mellem de to klubber. Første opgør endte som sagt 5-0 til FREM efter mål af Isak Tånnander og Jacob Pind med to hver og et enkelt fra Armend Aslani.
Isak Tånnander fik igen hovedrollen i seneste kamp mod Young Boys, hvor han dukkede op i feltet og sendte Matthias Andersens fremragende indlæg i nettet til sejr. Stemningen i omklædningsrummet var høj, og holdet ligner igen et hold, der er meget svære at vinde over.
Se video af fejringen i omklædningsrummet her
Det var den 4. sejr i de sidste 5 kampe og pointstimen siger 13 point ud af 15 mulige siden sidste nederlag. Den pointstime har gjort, at der er kommet et lille hul i toppen af rækken, og det hul kan vi passende udbygge med en god indsats i Karlslunde.
Spredning i topfeltet
Seneste spillerunde bød på en stribe resultater, som gik FREMs vej. Vores egen sejr var selvfølgelig den vigtigste, men samtidig var der nederlag til de tre nærmeste forfølgere fra Vanløse, VSK Aarhus og Roskilde KFUM. I stedet byder Lyseng og Næsby sig nu til i kampen om topplaceringerne, og det er stadig meget tæt i rækken.
I den kommende runde mødes nummer 3-6 indbyrdes, når Vanløse tager imod Lyseng og VSK mod Næsby. Det betyder, at der nødvendigvis vil være nogle af forfølgerne, der smider point, og vi kan med en sejr rykke lidt længere væk. Det kræver en god og koncentreret indsats, men muligheden for at udbygge hullet er der.
FREM ligger nummer to i rækken med 27 point – 9 point efter FC Roskilde – og selvom vi ikke kan nå førstepladsen på denne side af nytår, er det utrolig vigtigt for resten af sæsonen, at vi slutter godt af i de sidste to kampe inden pausen. Vi så sidste år, at et hvert point tæller, når regnebrættet gøres op til sidst, og det skal vi vise, at vi har lært af. Nu skal stimen og koncentrationen holdes.
God kamp til alle!
Hvis du ikke kan komme til kampen, kan du se livestream på dette link: https://streaming.3-division.dk/live/1_q3o0nh13