Det blev til en perfekt afsked for målmand Marco Brylov og midtbanespilleren Victor Christiansson, da FREM lørdag efter en fornem indsats sendte Middelfart retur til Fyn med et nederlag på 2-4 i bagagen.
Se alle målene på Ekstra Bladet her
Selvom FREM hurtigt kom bagud, lykkedes det takket være en glimrende hold-indsats at vende slagets gang og gå til pausen med en føring på 3-1. Middelfart kom tæt på point i anden halvleg med en sen reducering, men på et straffespark til allersidst fik FREM slået sejren fast.
Først og sidst vil kampen blive husket for, at det var afskedskampen for to af det nuværende FREM-holds største profiler.
Målmand Marco Brylov har vogtet buret på meget sikker vis for FREM i årevis, og han vil gerne prøve sig af på højere niveau end 2. Division.
Victor Christiansson nåede i denne omgang to år i FREM, hvor svenskeren har været en meget stabil mand på den defensive midtbane, hvor han har været god til både at skærme forsvaret af og til at sætte gode modangreb i gang. Også han vil forsøge sig på højere plan, men han har ikke afgjort endnu, om det bliver i Nordic Bet Ligaen eller måske Superettan i hjemlandet.
Der var blomster og klapsalver til begge spillere inden kampen, som kun havde kosmetisk betydning for begge hold. FREM kunne lige fra start af slutspillet ingenting nå, og Middelfarts teoretiske mulighed for at rykke op var forsvundet i sidste runde.
I forhold til onsdagens udekamp mod Thisted (2-3) havde FREM-træner René Henriksen foretaget fire ændringer i startopstillingen. Heraf var den ene dog tvunget.
FREMs Kristoffer Dirksen måtte gå skadet ud i kampen mod thyboerne, og forsvareren har brækket skinnebenet. Det betyder, at der ikke bliver flere kampe til anføreren i denne sæson, og i stedet spillede Andreas Lundberg fra start.
Rasmus Wedege havde været vikar for Marco Brylov i kampen i Thisted, men Marco Brylov var på plads imellem stængerne til sin afskedskamp.
Derudover havde René Henriksen erstattet Jacob Pind med Armend Aslani på midtbanen, og FREMs træner havde valgt at flytte Tonni Adamsen til angrebet sammen med Paul Ngongo Iversen. Det betød, at Lucas Balck måtte tage plads på bænken, mens der blev plads til Frederik Christensen på venstrekanten, efter at han afsonede karantæne mod Thisted.
FREM strålede fra begyndelsen af denne lørdags kamp om kap med den steghede sommersol, der gjorde det til ikke så lidt af en prøvelse for spillere og dommertrio at løbe rundt på Valby Stadion. Dommer Thomas Meulengracht Ledet havde da også lagt vandpause ind undervejs i kampen.
Straks fra kampens start testede FREM fynboernes målmand, Casper Radza, og det var ikke så langt fra, at FREM var kommet foran i fjerde minut, da Paul Ngongo Iversen fandt Tonni Adamsen tæt på mål. Det lykkedes imidlertid for Casper Radza at redde sit hold med en glimrende fodparade ved den lejlighed.
I stedet gik det galt nede i den anden ende fire minutter senere.
Middelfart slog et frisparksindlæg fra venstre side, som FREM i første omgang fik headet ud af straffesparksfeltet. Men i højre side – og tæt på straffesparksfeltet – dukkede Nikolaj Hagelskjær op, og Middelfart-backen helflugtede bolden imellem venner og fjender med et lavthængende skud. Resultatet var, at kuglen endte i mål tæt ved højre stolpe, hvor Marco Brylov ikke kunne nå ned, fordi han først kunne se bolden, da det var for sent.
Tre minutter efter føringsmålet var det Marco Brylov, der måtte diske op med en fodparade på et forsøg fra Middelfarts Kristian Weber, som FREM i begyndelsen af kampen havde lidt problemer med at holde styr på, fordi han både er gennembrudshidsig og fysisk stærk.
Men herefter stod der FREM på resten af første halvleg.
Tonni Adamsen testede Casper Radza endnu en gang, og efter små 20 minutter kom udligningen, da FREMs Paul Ngongo Iversen 20 meter ude på banen lagde bolden på tværs fra højre mod venstre.
Egentlig lå bolden lidt for langt bagud til de nærmeste medspillere, men i stedet kom Daniel Anusic susende til. Han forsøgte sig med et fladt langskud, hvor han placerede bolden i venstre side af udeholdets må, og sandelig om der ikke var gevinst – og sjette sæsonmål til Daniel Anusic.
Syv minutter senere kom FREM på 2-1 efter glimrende opspil i venstre side, som endte med, at Daniel Anusic sendte en høj bold ind i feltet, som Paul Ngongo Iversen hoppede op til, hvorefter han med et kraftigt hovedstød sendte kuglen ind i målet via indersiden af højre stolpe.
Det var Paul Ngongo Iversens tredje mål i sine indtil videre fire kampe for FREM.
FREM havde i det meste af første halvleg et godt tryk, som Middelfart havde svært ved at spille sig ud af. Samtidig lykkedes det også for hjemmeholdet at gøre presset større ved at udnytte pladsen på fløjene.
Det var netop efter sådan en situation, at FREM kom på 3-1 efter en god halv times spil.
FREM byggede igen op i venstre side, hvor Daniel Anusic hjalp til med at skabe en overtals-situation. Han endte med at løbe ned mod mållinjen, og selvom trækket så lidt langt ud, lykkedes det ikke alene for Daniel Anusic at holde bolden inde. Han fik også lagt den skråt bagud til den fremadstormende Tonni Adamsen midt for mål. FREM-topscoreren tog ingen chancer, og han sparkede resolut til bolden første gang med det resultat, at den røg under Casper Radza til tomålsføring for FREM.
Det var Tonni Adamsens tiende mål i denne sæson og hans andet i dette forår. Han scorede også i den sidste kamp inden corona-pausen på udebane mod HIK (1-1).
Kort før pausen i denne lørdags kamp var det nær blevet 4-1 til hjemmeholdet, da FREM igen brød igennem i venstre side. Bolden røg ind mod Tonni Adamsen, men han lod den fornuftigt nok gå videre til Mikkel Andersson, der var bedre placeret midt for mål. Her måtte Casper Radza ud i fuld længde for at redde skudforsøget til hjørnespark.
I anden halvleg var FREM til at begynde med fortsat toneangivende, og efter fire minutters spil kunne holdet mere eller mindre have lukket kampen.
Andreas Lundberg strøg afsted i venstre side på en FREM-kontra, og han havde muligheden for selv at afslutte angrebet. Han valgte imidlertid at lægge bolden skråt bagud til Armend Aslani, der blev tacklet i afslutnings-øjeblikket.
René Henriksen valgte ti minutter senere at sætte friske angribere på banen i skikkelse af Lucas Balck og Daniel ’Elly’ Pedersen. Og det kunne allerede efter tre minutter have givet bonus for FREM.
Her satte ’Elly’ sig igennem og endte med at få en hovedstødschance – alene med Casper Radza. FREM-angriberen var dog lovlig tæt på Middelfart-keeperen, og det var ikke muligt at give bolden nok fart til at sende den forbi målmanden i den lyserøde spilledragt. Så det endte med, at han greb forsøget ud.
Middelfart forsøgte med en tredobbelt udskiftning at ændre slagets gang, og da kampen gik ind i det sidste kvarter, blev fynboerne mere nærgående, end de havde været i den foregående times tid.
Indskiftede Nicolai Frederiksen kom frem til en stor hovedstødschance, som Marco Brylov reddede på flotteste vis, og inden da havde Middelfart også haft en stor dobbeltchance, hvor bolden virkelig fløj om ørerne på FREM-keeperen.
Fire minutter før tid lykkedes det til gengæld for FREM at spille sig til en kæmpe-mulighed på et kontraangreb, da Daniel ’Elly’ Pedersen fra venstre side fik spillet ligeledes indskiftede Dominik Kis helt alene med Casper Radza, der imidlertid afværgede forsøget og holdt Middelfart inde i kampen.
Afbrænderen kunne såmænd godt være blevet dyr, for minuttet efter FREMs enorme mulighed, lykkedes det for fynboerne at reducere.
I første omgang lykkedes det for Marco Brylov at redde en stor hovedstødschance efter et hjørnespark, men riposten endte i venstre side af målfeltet hos Frederik Høgh, der sendte bolden op i nettaget til 2-3.
I de efterfølgende minutter sværmede Middelfart-spillerne foran mål som bier om en syltetøjsmad en varm sommerdag, og Marco Brylov måtte igen vise sin store klasse for at holde gæsterne fra fadet.
Men tre minutter inde i dommerens tillægstid afgjorde FREM kampen.
Dominik Kis kom igen alene med Casper Radza, og denne gang forsøgte han at runde den fynske boldstopper, som imidlertid gjorde sig bred – med det resultat, at Dominik Kis faldt til jorden.
Da det foregik i straffesparksfeltet, takserede Thomas Meulengracht Ledet handlingen til straffespark, og Casper Radza fik samtidig et gult kort. Det kunne godt have været rødt, da det var en oplagt målchance. Men på den anden side manglede der så kort tid af kampen, at det ikke havde den store praktiske betydning, om Middelfart skulle slutte kampen med 11 eller 10 spillere på banen.
Straffesparket var en sag for Daniel ’Elly’ Pedersen, der løb til bolden og placerede den til højre for sig selv. Det havde Casper Radza luret, og han fik også den ene hånd på, men han kunne ikke forhindre læderet i at passere stregen og ende i netmaskerne.
Det var fjerde sæsonmål for Daniel ’Elly’ Pedersen, og det var samtidig første gang (!) i denne sæson, at FREM scorede på straffespark i 2. Division.
Herefter var der ikke tid til meget mere, og FREM fik på denne måde den første sejr i 2020 i femte forsøg.
Det var første gang i denne sæson, at FREM scorede fire mål på hjemmebane. På udebane er det dog sket to gange. Både målmændene fra Skovshoved (4-0) og FA 2000 (4-4) måtte pille bolden ud af målet et tilsvarende antal gange.
Det var samtidig første gang siden oktober, at FREM vandt en kamp, efter at modstanderne scorede først. Dengang gik det ud over Slagelse på udebane (3-2).
Denne lørdags sejr over Middelfart betyder, at FREM stadig ligger på 11. pladsen i oprykningsspillet, men der er nu lidt afstand til Avarta, som ligger sidst. Og samtidig lykkedes det at hale ind på både Brønshøj og Jammerbugt, der ligger lige over FREM.
Netop Jammerbugt er næste modstander onsdag kl. 18.00 i sæsonens sidste hjemmekamp.
FREM – Middelfart 4-2 (3-1)
Mål:
- 0-1 Nikolaj Hagelskjær (8.)
- 1-1 Daniel Anusic (19.)
- 2-1 Paul Ngongo Iversen (26,)
- 3-1 Tonni Adamsen (32.)
- 3-2 Frederik Høgh (87,)
- 4-2 Daniel ’Elly’ Pedersen (90. + 3., str.)
Advarsler:
FREM: Mikkel Andersson (36.), Paul Ngongo Iversen (53.), Frederik Christensen (62.), Armend Aslani (80.)
Middelfart: Thais Damgaard Nielsen (76.), Casper Radza (90.+3.)
Holdopstillinger:
FREM: Marco Brylov – Christian Bramsborg, Jonas Nørremark Jensen, Andreas Lundberg, Daniel Anusic – Armend Aslani, Victor Christiansson, Mikkel Andersson, Frederik Christensen – Paul Ngongo Iversen, Tonni Adamsen
Middelfart: Casper Radza – Nikolaj Hagelskjær, Christoffer Gjetterman, Oliver Schkolnik, Niclas Møller Nymand – Mads Aasgaard, Lasse Thomsen, Martin Colney, Thais Damgaard Nielsen – Esben Petersen, Kristian Weber
Udskiftninger
Middelfart: Peter Dahl Kristensen ind for Mads Aasgaard (46.)
FREM: Daniel ’Elly’ Pedersen ind for Tonni Adamsen (58.)
FREM: Lucas Balck ind for Paul Ngongo Iversen (58.)
Middelfart: Rasmus Fink Hansen ind for Martin Colney (65.)
Middelfart: Nicolaj Frederiksen ind for Niclas Møller Nymand (65.)
Middelfart: Frederik Høgh ind for Kristian Weber (65.)
FREM: Magnus Juul Davidsen ind for Frederik Christensen (68.)
FREM: Marco Juul Larsen ind for Mikkel Andersson (68.)
FREM: Dominik Kis ind for Christian Bramsborg (75.)
Middelfart: Lucas Møller Jensen ind for Esben Petersen (83.)
(For FREM blev Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet)
Dommer: Thomas Meulengracht Ledet
Tilskuere: 391
Se fotograf Preben Pathuels billeder herunder: