Tonni Adamsen var helt og skurk: FREM måtte nøjes med 1-1 mod Vanløse

Til minde om Jim Voss bar spillerne sørgebind og der var også et min. stilhed inden kampen. (Foto: Preben Pathuel)

FREMs topscorer, Tonni Adamsen, blev både helt og skurk i kampen mod Vanløse, hvor han bragte holdet foran i første halvleg, mens han i anden halvleg blev ramt af en hård udvisning. Vanløse udlignede til slutresultatet 1-1 små ti minutter før tid.

Det lykkedes for FREM at forlænge stimen af ubesejrede kampe til fire efter at have domineret opgøret mod Vanløse. Topholdet fik dog et point med hjem, som det er tvivlsomt, om de havde fået, hvis FREM havde kunnet spille kampen til ende med 11 mand på banen. Men sådan skulle det altså ikke gå.

FREM-træner Allan Ravn havde foretaget to ændringer i forhold til det hold, som i sidste runde havde slået Holbæk med 2-1 på udebane.Målmand Marco Brylov gjorde comeback, efter at Rasmus Wedege havde vikarieret imellem stængerne i fire divisionskampe – og Jesper Næsby i pokalkampen mod Avarta (1-2)).

Samtidig var Frederik Sundstrup tilbage i midterforsvaret, og det betød, at Jonas Nørremark i stedet spillede højre back. Det fik samtidig den konsekvens, at Christian Bramsborg måtte ud på bænken til denne lørdags kamp, der blev spillet i dejligt fodboldvejr. Solen stod højt på efterårshimlen, og det luftede svagt fra sydøst.

FREM dominerer
Første halvleg endte med at blive en temmelig ensidig affære, hvor det umiddelbart var svært at se, at det var Vanløse, der lå i toppen af 2. Division. Men på sin vis var det ikke så overraskende endda, for de hvidklædte er kendt som et kontrahold – og et dygtigt et af slagsen.

Frem dominerede men kunne ikke score på de mange indlæg. (Foto: Preben Pathuel)

FREM dominerede i det første kvarter af kampen, hvor det lykkedes at få lagt tryk på udeholdet – bl.a. takket være en kavalkade af hjørnespark. Efter 12 minutters spil kunne de tværstribede godt være kommet foran, da Frederik Christensen afsluttede et glimrende FREM-angreb med et fladt skud fra kanten af feltet. Hans forsøg endte tæt på venstre stolpe, men Vanløses keeper, Lasse Krogh kastede sig og reddede. 

Tre minutter senere brændte det gevaldigt på foran gæsternes mål efter endnu et glimrende FREM-angreb, som Andreas Lundberg i første omgang afsluttede med et skud fra kanten af feltet. Her lykkedes det for Vanløse-forsvaret at få sparket bolden væk, hvorefter Frederik Sundstrup forsøgte sig noget længere udefra. Hans forsøg passerede alle forsvarere – men også udeholdets mål.

Spænding om straffe
Derefter kom gæsterne lidt bedre med, og efter en lille halv time tvang de for første gang Marco Brylov til at præstere en redning, da Oskar Høybye trak på tværs fra venstre side, inden han skød på mål fra 20 meters afstand. Han placerede kuglen til højre for sig selv, men Marco Brylov fik grebet bolden.Kort forinden havde FREMs Jacob Pind haft en god mulighed efter en frispilning på et indkast i værternes højre side. Her forsøgte Vanløse-forsvaret at få blokeret, men kantspilleren holdt fast og fik afsluttet angrebet. Lasse Krogh sikrede sig dog bolden i målfeltet. 

Vanløse fortsatte med at forsøge at æde sig ind i kampen, og det kunne være blevet farligt otte minutter før pausen, da Oskar Høybye fra højre side – tæt på mållinjen – slog et indlæg, som ingen af holdets to angribere, Jack Castelijns og Asger Højmark Jensen, dog kunne nå frem til. 

Fire minutter senere fik FREMs Tonni Adamsen en advarsel, som virkede højdramatisk, og som smagte af, at dommeren, Martin Outzen, ville sikre sig mod, at kampen udartede sig.

Daniel Anusic blev nedlagt af Vanløses keeper. (Foto Preben Pathuel)

To minutter senere kom hjemmeholdets belønning for overtaget i spil og chancer. 

Fra højre side sendte Tonni Adamsen en bold ind i feltet til Daniel Anusic, som kom alene med Lasse Krogh, der væltede FREM-spilleren omkuld.Det takserede Martin Outzen til straffespark og gult kort til Vanløse-målmanden, og det blev op til Tonni Adamsen at eksekvere fra pletten.Han tog tilløb og placerede bolden til venstre for sig selv. Det havde Lasse Krogh dog luret, og han klarede i første omgang, men Tonni Adamsen var hurtigt over riposten. Her havde han tid til at få bolden under kontrol, inden han ret enkelt sendte den i netmaskerne. 

Teknisk set var straffesparket brændt – Tonni Adamsen scorede jo på riposten – og det var første gang i denne sæson, at FREM misbrugte et straffespark. Sidst det skete, var i hjemmekampen i sidste sæsons kvalifikationsspil mod Slagelse, hvor Daniel ’Elly’ Pedersen misbrugte sit forsøg ved stillingen 1-0.Ligesom tilfældet var i denne lørdags kamp, fik det dog ikke den store betydning, for FREM vandt 2-0 over Slagelse ved den lejlighed. 

Med Tonni Adamsens føringsmål denne lørdag var det tredje kamp i træk, at FREM scorede i første halvleg, og det var samtidig tredje kamp i træk, at FREM scorede først. I modsætning til kampene mod Brønshøj (3-2) og Holbæk rakte det altså bare ikke til sejr denne gang. 

Endelig var det tredje kamp i træk, at Tonni Adamsen scorede – og det var hans femte sæsonmål.

Spildt chance
Pauseføringen kunne meget vel være blevet dobbelt så stor, for kort før pausefløjtet kom Frederik Christensen alene med Lasse Krogh efter et glimrende indlæg fra Daniel Anusic i FREMs venstre side. Lasse Krogh – der er søn af den tidligere landsholdsmålmand, Mogens Krogh – parerede imidlertid Frederik Christensens skud, og da Jacob Pind fik fat i riposten, reddede Lasse Krogh på fornem vis også hans forsøg. 

I betragtning af, hvad der skete i anden halvleg, kunne FREM-spillerne og fansene godt ærgre sig lidt over den misbrugte dobbeltchance, men hjemmeholdet kunne trods alt gå til pausen med en etmålsførng.

Tonni Adamsen blev helt ved at score på riposten af sit eget brændte straffespark. (Foto: Preben Pathuel)

Vanløse havde et lille overtag i anden halvlegs begyndelse, hvor Jack Castelijns efter fem minutters spil kunne have bragt balance i regnskabet, da han modtog bolden fra Asger Højmark Jensen, der lagde den skråt tilbage fra målfeltets venstre hjørne. Den døve hollænders forsøg var imidlertid lidt for højt.I stedet var det FREM, der overtog spillet, og Tonni Adamsen viste nok en gang prøve på sine driblefærdigheder, da han et par minutter senere satte sig igennem i en situation, hvor Lasse Krogh måtte gå ud af sit mål, og hvor det hele endte med, at Vanløse måtte give et hjørnespark, som FREM dog ikke fik så meget ud af. 

Efter ti minutters spil af anden halvleg kom så en meget afgørende situation i kampen. 

Hård dom
Kenneth Thinter og Tonni Adamsen fik kombineret sig godt igennem i FREMs venstre side, og til sidst sendte Kenneth Thinter bolden frem til Tonni Adamsen i straffesparksfeltet. Her røg han omkuld efter en nærkamp med Vanløses Nicolai Vestergaard Johansen, men denne gang vinkede Martin Outzen afværgende.Tonni Adamsen var bestemt ikke tilfreds med Nicolai Vestergaard Johansens ageren i situationen, og det fik Vanløse-spilleren at vide. De to spillere puffede til hinanden, og ved næste spilafbrydelse fik det Martin Outzen til at trække et gult kort til Vanløse-forsvareren – og til Tonni Adamsen, som dermed fik smurt ketchup på ostemaden.

Der er mange, der mener, at man har lidt længere snor fra første gule kort til det andet, men det er faktisk en udbredt misforståelse. Det gule kort betyder netop, at spilleren skal passe på, fordi han læner sig op ad et rødt kort. 

Selvom begge gule kort til Tonni Adamsen var i den hårde ende, må man retfærdigvis også sige, at han med sin aktion ved det ikke-dømte straffespark gav dommeren muligheden for at trække kortet op ad lommen for anden gang. Og det gjorde Martin Outzen så. 

Det var anden gang i sin tid som FREM-spiller, at Tonni Adamsen fik det røde kort. Det skete også i sidste sæsons udekamp mod AB (1-0), hvor FREM blev reduceret til ni mand, fordi Beran Camili i slutfasen også fik marchordre. 

Hård kamp
Så vidt kom det trods alt ikke denne lørdag, men det stod efter udvisningen klart, at FREM nu skulle kæmpe ekstra hårdt for at få udbytte af kampen.Det røde kort betyder oven i købet, at FREM må undvære holdets topscorer i næste rundes kamp, som er en svær udekamp mod Helsingør.I fortsættelsen af denne lørdags kamp var heldet i første omgang med FREM, da Vanløse godt et kvarter inde i anden halvleg fik holdets hidtil bedste mulighed. Jack Castelijns driblede i FREMs straffesparksfelt og sendte bolden forbi Marco Brylov, hvorefter den ramte overliggeren og dumpede ned på stregen og sprang ud i åbent spil.

Var bolden over mållinjen? Ja, mente Vanløse. FREM mente nej, og det gjorde – nok så vigtigt – dommer Martin Outzen også, så FREM førte stadig 1-0.

Surt for FREM og Tonni Adamsen temperamentet kogte og Tonni måtte i bad før tid og har fri på fredag. (Foto: Preben Pathuel)

Hjemmeholdet lod sig ikke slå voldsomt ud af, at holdet kun var ti mand, og med 20 minutter igen, kunne FREM være kommet på 2-0, da Kenneth Thinter fra venstre side lagde bolden ind til Jacob Pind, der trak på tværs og skød på mål fra 20 meters afstand. Hans forsøg susede lige over højre stolpe.Men Vanløse åd sig mere ind i kampen, og i modsætning til første halvleg kom de frem til en del hjørnespark. Og ved et af dem gik det galt for hjemmeholdet.Små ti minutter før tid slog Vanløse hjørnespark fra venstre side, og Nicolai Vestergaard Johansen – der var gået med frem – hoppede himmelhøjt og headede fra kanten af målfeltet bolden forbi venner og fjender til 1-1. 

Der må man nok bare sige, at det er et af den slags mål, som det er svært at gøre noget ved. 

Godt to minutter senere var FREM tæt på at gentage kunststykket, da FREMs Frederik Sundstrup var gået med frem ved et hjørnespark i venstre side. Der var mere fart på hans forsøg, end der havde været ved Vanløses, men bolden endte lige til venstre for målet. 

Jacob Pind (billedet) og Frederik Christensen blev offer for mange frispark. (Foto: Preben Pathuel)

Kort efter havde Vanløses Oskar Høybye en chance, som han headede over mål, men ellers var det FREM, som – trods en mand i undertal – pressede mest på for at tage alle tre point i slutfasen. Det skete med blandt andet endnu en kavalkade af hjørnespark, som Vanløse dog forsvarede sig godt imod.På den baggrund sluttede opgøret 1-1, og FREM ligger dermed i skrivende stund stadig nummer syv i 2. Division – n med ti point for ni kampe.

Det kan der dog blive lavet om på søndag, hvis FA 2000 eller Holbæk vinder deres udekampe.

FREMs næste kamp er som tidligere nævnt ude mod Helsingør, og de to hold afvikler deres mellemværende allerede fredag 27/9 klokken 19.00

Matchfakta

FREM – Vanløse 1-1 (1-0) 

Mål:
Tonni Adamsen (43.)
Nicolai Vestergaard Johansen (81.) 

Advarsler:
FREM:
Frederik Sundstrup (35.), Tonni Adamsen (41.). 

Vanløse:
Lasse Krogh (42,), Nicolai Vestergaard Johansen (56.), Nassim Djemai (67.), Simon Pedersen (87:) 

Udvisninger:
FREM:
Tonni Adamsen (56.)

Vanløse:
Ingen 

Holdopstillinger: 
FREM:
Marco Brylov – Jonas Nørremark, Frederik Sundstrup, Kristoffer Dirksen, Kenneth Thinter – Jacob Pind, Victor Christiansson, Andreas Lundberg, Daniel Anusic – Frederik Christensen, Tonni Adamsen 

Vanløse:
Lasse Krogh – Mohammed Yioussef, Nicolai Vestergaard Johansen, Emil Carlsen, Simon Torp Haages – Oskar Høybye, Tim Risvig, Christian Thorup, Tobias Kjelfred – Jack Castelijns, Asger Højmark Jensen 

Udskiftninger:
Vanløse: Nassim Djemai ind for Mohammed Youssef ((63.)
Vanløse: Mathias Domonicussen ind for Asger Højmark Jensen (63.)
FREM: Mikkel Andersson ind for Andreas Lundberg (63.)
Vanløse: Simon Pedersen ind for Tobias Kjelfred (74.)
FREM: Mark Sundstrup ind for Frederik Christensen (87.)
For FREM blev Christian Bramsborg, Hamid Khalidan og Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet. 

Dommer:
Martin Outzen 

Tilskuere:
954

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden kan sætte
Vi vil kæmpe vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd


Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk