I en ganske underholdende kamp spillede FREM Anden Påskedag 2-2 ude mod Ishøj, og nu venter der et topbrag mod VSK Aarhus.

I kampen mod Ishøj kom FREM foran i første halvleg, da Egzon Zeqiri skød bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet efter et godt pres.

I anden halvleg udlignede Ishøj IF, da den tidligere FREM-spiller, Mohammed Azaquoun, i to forsøg sendte bolden i kassen. Og det blev 2-1 til hjemmeholdet, da Carl Andersen halvflugtede en bold i mål, efter at den havde svævet tværs over FREMs straffesparksfelt.

Til sidst pressede FREM dog godt på, og det lykkedes Benjamin Warlo – der som bekendt har en fortid i netop Ishøj – at udligne, da han sendte en løs bold i nettet.

Dermed er FREM FREMdeles ubesejrede i 2024, og det er FREM det eneste hold, der kan prale af i 3. Division.

Det uafgjorte resultat mod Ishøj betød også, at der stadig er seks point ned til netop Ishøj på den tredjeplads, der i sidste ende ikke giver oprykning.

Til gengæld vandt VSK Aarhus samtidig hele 6-2 over Avarta. Det betyder, at aarhusianerne altså kun er tre point efter FREM inden lørdagens indbyrdes opgør, som også markerer sidste runde i grundspillet.

Længere nede i rækken er der stor spænding om sjettepladsen, der giver adgang til oprykningsspillet sammen med FREM, VSK Aarhus, Ishøj, Avarta og Holbæk.

Inden sidste runde har Young Boys FD serveretten. Og Silkeborg-holdet tager derfor den sidste plads i oprykningsspillet med sejr over Lyseng. Men skulle de snuble, ligger fire andre klubber – heriblandt Lyseng – på lur.

For FREM gælder det altså VSK Aarhus, der fik en lidt blandet start på sæsonen. Men de sluttede efteråret ret stærkt af med syv sejre i de sidste ti kampe og kun et enkelt nederlag (0-1 mod Holstebro).

Denne stime betød, at VSK Aarhus kunne overvintre på førstepladsen. Men to nederlag og en uafgjort i forårets fem kampe har til gengæld gjort, at de har mistet denne førsteplads til FREM.

Inden kampen står det fast, at det hold, der vinder lørdagens topopgør, også vinder grundspillet. Men takket være forspringet på tre point kan FREM altså nøjes med uafgjort for at vinde grundspillet.

Det bliver dog ikke en hel nem opgave.

VSK Aarhus er sammen med Ishøj det hold, der har scoret flest mål i 3. Division – nemlig 39. Holdet fra det nordlige Aarhus er også indehaver af rækkens topscorer, Mathies Skjellerup, der har nettet 16 gange.

Han scorede således hattrick i mandagens storsejr over Avarta, hvor VSK Aarhus var foran 6-0, inden Rødovre-mandskabet fik lov at pynte lidt på resultatet.

Mathies Skjellerup har en fortid i Hobro, hvor han nåede at spille enkelte kampe i klubbens seneste periode i Superligaen.

Han scorede også det udlignende mål, da FREM i efteråret mødte VSK Aarhus på udebane, efter at Salieu Drammeh ellers havde bragt de tværstribede foran.

Siden løb aarhusianerne fra FREM, og de endte med at tage en sejr på 4-1 ved den lejlighed.

Det var kun anden gang i ni indbyrdes kampe, at FREM tabte til VSK Aarhus. Men FREM har også selv kun vundet to gange – begge i oprykningssæsonen 2021/22.

Fem kampe er med andre ord endt remis, og den samlede målscore vidner også om stor jævnbyrdighed. Den lyder på 11-10 i aarhusiansk favør.

Du kan læse mere om de enkelte kampe mod VSK Aarhus ved at klikke her:

http://fodboldstatistik.com/#/team/198

VSK Aarhus er dog en overbygning på IK Skovbakken. Så for at få det fulde billede af det indbyrdes styrkeforhold skal kampene mod Skovbakken egentlig også regnes med.

Og så ser det hele straks mere positivt ud – set med FREM-øjne.

Så lyder den samlede statistik nemlig på 19 kampe, ni sejre til FREM, syv uafgjorte og tre nederlag. Og den samlede målscore er herefter 24-16 i FREMs favør.

Du kan læse mere om kampene mod Skovbakken ved at klikke på dette link:

http://fodboldstatistik.com/#/team/626

Vejrguderne har lovet at skrue op for den store fælles radiator til weekenden. Og derfor er det da også oplagt, at DU skal med, når FREM skal forsøge at sikre sig tre vigtige point i kampen for at rykke op i 2. Division.

Til at lede slagets gang har DBU udpeget Daniel Kühn Christiansen. Og han blæser første gang i fløjten klokken 14.00, hvor alle grundspillets sidste kampe går i gang.

Tekst: Niels O. Hansen
Foto: Claus M. Hansen
Statistik: Steen M. Bjerre / http://fodboldstatistik.com

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk