Forholdene var perfekte til god fodbold: Fin bane, flot solskin og to hold, der skulle bruge point. Begge hold fik et point, men den gode fodbold kom kun i små doser.

SE MÅL OG HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN HER

René Henriksen og trænerteamet havde skiftet på flere pladser i startopstillingen. Nogle tvungne af omstændighederne og andre i forsøg på at gøre holdet stærkere.

I defensiven startede Frederik Sundstrup og Christian Bramsborg på backpladserne på hver side af Emil Schou Jørgensen og Rasmus Grønne Jensen. Grønne havde nærmest hjemmebane, da han bor cirka 300 meter fra stadion – om det var denne hjemmebanefordel, der havde givet en startplads, vides ikke.

Maskinrummet på midten bestod af anfører Jacob Pind, Jakob Skovgaard Larsen og Frederik V. Kristensen med Oliver Møller Jensen og Isak Tånnander på fløjene og Oliver Andersen på spids.

Slagelse kom bedst ud af startblokkene og kom frem til et par gode muligheder i de første to minutter, men det lykkedes FREM-defensiven at holde stand. Så var vi advaret om, at hjemmeholdet trods status som bundhold kom for at tage point.

Kampens indledning blev lidt hektisk, da begge hold skulle prøve at finde tempoet i kampen, og denne hektik førte frem til en temmelig stor chance til Jacob Pind i det femte minut. Isak Tånnander bryder efter en god skarp vending igennem på højrefløjen og sender et indlæg på tværs af feltet. Herfra kommer bolden tilbage til straffesparkspletten, hvor Pind får afsluttet, men desværre har Slagelses forsvarskæmpe Jean-Claude Bozga taget opstilling på stregen, og det lykkes ham at få skovlet bolden væk.

Få minutter senere måtte alle fremmere igen tage sig til hovedet i ærgrelse, da Isak Tånnander fik en gigantchance for at bringe FREM foran. Tånnander var søgt mod forreste stolpe, og her bliver han spillet fuldstændig fri og skal bare prikke bolden det sidste stykke forbi keeperen og over stregen. Første halvdel lykkedes, men bolden sneg sig lige uden om højre stolpe og ud til målspark. Isak Tånnander fik en hård medfart i situationen og måtte modtage behandling, inden han kunne komme i spil igen.

Netop topscorer Isak Tånnander fik også FREMs næste store chance, da han får en skudchance fra højre side af feltet, men hans venstrebensafslutning bliver meget skæv og er ikke i nærheden af at gå ind. Trængselstider for ellers målfarlige Tånnander.

Efter de store FREM-chancer var det nu Slagelse, der fik chancen for at komme på tavlen. Den chance fik de nærmest foræret af Jakob Skovgaard, som trådte i bolden i en dribling på midten, hvilket førte til boldtab og en omstilling til hjemmeholdet. Den første chance bliver afværget til hjørne, og også hjørnesparket blev håndteret fint af FREMs forsvar.

Midtvejs i halvlegen begyndte det at ebbe en smule ud med store chancer, og begge hold viste prøver på både fin kombinationsfodbold, men også ineffektivt angrebsspil. FREM var en smule mere angrebsivrige end Slagelse – men målchancerne udeblev.

Efter 31 minutter må Christian Bramsborg agere frelsende engel på en hurtig SBI-omstilling, som blev sendt til hjørne. Hjørnesparket endte i hænderne på Rasmus Wedege.

To minutter senere kom målet endelig. Oliver Møller og Frederik Sundstrup, som huserede på venstrekanten fik plads til at kombinere, og bolden blev sendt ind i fødderne på Jakob Skovgaard Larsen, der kunne sende et følt indlæg ind i panden på Jacob Pind, som stod bemærkelsesværdigt fri i feltet på sin gamle hjemmebane, og det var ingen større sag for Pind at sætte bolden i nettet med panden. Stor forløsning hos FREM-spillerne.

Efter scoringen faldt der lidt mere ro på FREM-spillet, og selvtilliden førte til flere optræk til chancer. De løb dog ud i sandet via enten offside eller ved at blive sendt over mål. Samtidig måtte to Slagelse-spillere i græsset og modtage behandling på banen, så det trak tempoet ud af halvlegens sidste minutter.

Just som de fleste havde forberedt sig på, at vi skulle til pause med en udeføring, skete det, der ikke må ske. En Slagelse-spiller jagter en bold i venstre side af feltet, og han bliver mødt af en fremstormende Rasmus Wedege, som er kommet ud af målet for at afværge en chance, som egentlig ikke så farlig ud. Bolden og angriberen var på vej ud af feltet – og måske endda ud over baglinjen – men Wedege går ned i fødderne på Slagelses angriber, og dommeren mente, at der både var strafbar kontakt, og at det var inde i feltet. Begge dele blev ivrigt diskuteret på tilskuerpladserne resten af kampen. Og også efter slutfløjtet.

Straffesparket blev en opgave for Jean-Claude Bozga, som sikkert bankede kugle højt i nettet til en udligning, de færreste havde set komme på det tidspunkt.

FREMs spillere blev rystet en smule af udligningen, og de måtte gå i omklædningsrummet til pause med bøjede hoveder kort efter.

Anden halvleg startede med endnu en kontroversiel situation, da Isak Tånnander stjal bolden fra Slagelses målmand, som forsøgte at dække den ud. Tånnander fik opsnappet bolden på baglinjen og trillede efter et enkelt træk bolden i rusen. Samtidig fløjter dommeren dog for, at bolden skulle have været ude over baglinjen i processen, og scoringen annulleres. Også denne kendelse blev debatteret livligt.

FREM ville stadig gerne frem over banen for at få tvunget de tre point med hjem. Syv minutter inde i halvlegen får Oliver Møller og Oliver Andersen via højt aggressivt pres tvunget Slagelse-forsvaret til nogle panikhandlinger, men det når ikke at blive rigtig farligt.

I stedet får Slagelse næste store chance, da Frederik V. Kristensen smider bolden væk på midten og starter en omstilling. Det lykkes dog at få ekspederet bolden langt nok væk til, at der ikke kom noget videre ud af det. På det efterfølgende hjørnespark blev bolden sparket over mål.

FREM ville også stadig være med, og kort efter kom udeholdet frem til en god mulighed, da et fladt indlæg fik lov at ryge hele vejen på tværs af det lille felt. Der manglede dog lige en lang tå til at prikke den ind.

Samme opskrift fulgte Frederik V. Kristensen fra højresiden kort efter, men denne gang kom keeperen imellem.

Herefter fulgte en periode med en del spil på midten af banen, uden at dette førte til noget særligt for nogen af holdene. I stedet fik dommeren anledning til at dele gule kort ud til FREMs Christian Bramsborg og Slagelses Jean-Claude Bozga.

Halvvejs i anden halvleg forsøger René Henriksen sig med at sætte en ekstra decideret angriber på banen, da Christian Helev kommer ind i stedet for Oliver Møller.

I det 70. minut får FREM et frispark lidt uden for feltet i højre side i en situation, hvor det kunne ligne, at en fordel havde været bedre. Men dommeren valgte at fløjte. Frisparket blev en opgave for Jakob Skovgaard, som med et følt skud satte bolden på den bagerste del af overliggeren. Frisparket havde næsten fortjent en bedre skæbne – det ville i hvert fald have lunet de tværstribede hjerter.

I stedet begynder frustrationerne at melde sig, og anfører Jacob Pind får en advarsel for at brokke sig til dommeren med et kvarter tilbage.

Efter et frisparksforsøg til Slagelse, som Wedege griber sikkert, er det FREMs tur til at få en god chance. Det er Oliver Andersen, der får en fin – men noget skruende – bold i hovedhøjde i feltet, men han får ikke rigtig ram på bolden, og den går i stedet ud til målspark.

Med 10 minutter tilbage har Christian Bramsborg spillet færdig, og han afløses af Mohammed Youssef, som han selv havde afløse i startopstillingen i forhold til pokalkampen mod AGF i torsdags. Samme Youssef kom få minutter senere godt tilbage og fik brudt en ellers farlig chance Slagelse-chance.

Kort efter udskifter FREM også Isak Tånnander og Oliver Andersen, som bytter plads med Philip Herslov og Rasmus Fugl for at se, om de kan bryde hul i Slagelse i slutminutterne. Det lykkes ikke, og det eneste sindsoprivende i de sidste minutter er, at Frederik Sundstrup får et meget tydeligt gult kort, da han gør sit bedste for at hive armen af en modstander i en kontra.

I allersidste minut får FREM et frispark på midten af banen, men meget symptomatisk for kampen lykkes det Frederik V. Kristensen og Mohammed Youssef at misforstå hinanden så meget, at bolden bliver trillet direkte ud over sidelinjen til indkast.

Kampen slutter 1-1, og det er 4. uafgjorte divisionskamp i træk for FREMs vedkommende. Næste opgave bliver på hjemmebane, når vi får et af de efterhånden sjældne københavneropgør, når Vanløse kommer på besøg. Så skal sejren komme!


Matchfacts

Slagelse B&I – FREM 1-1 (1-1)

Mål
0-1 Jacob Pind (33.)
1-1 Jean-Claude Bozga (45. str)

Advarsler

Slagelse: Jean-Claude Bozga (64.), Sebastian Olsen (90.+3)
FREM: Christian Bramsborg (62.), Jacob Pind (75.), Frederik Sundstrup (90.+2)

Holdopstillinger

FREM: Rasmus Wedege – Christian Bramsborg, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Frederik Sundstrup – Jakob Skovgaard Larsen – Isak Tånnander, Frederik V. Kristensen, Jacob Pind (anf.), Oliver Møller-Jensen – Oliver Andersen

Slagelse (nummerisk opstilling): Sebastian Olsen – Jake Kerins, Marc Nielsen, Jean-Claude Bozga, Rasmus Søe Andersen (anf.) – Marius Kryger Lindh, Anders Heber Kaiser, Mathias Bjaldby, Rasmus Grosen – Jacob Mathias Christensen, Mikkel Petersen

Udskiftninger

Slagelse: Nikolaj Østergaard ind for Marius Kryger Lindh (59.)

FREM: Christian Helev ind for Oliver Møller-Jensen (66.)

FREM: Mohammed Youssef ind for Christian Bramsborg (81.)

Slagelse: Cömert Aga Öcal ind for Rasmus Grosen (81.)

FREM: Philip Herslov ind for Oliver Andersen (86.)

FREM: Rasmus Fugl ind for Isak Tånnander (86.)

For FREM blev Matthias Andersen og Vitus Sindahl (målmand) ikke benyttet.

For Slagelse blev Jonas El-Beltagi, Abdul Ouedraogo og Tobias Hansen ikke benyttet.

Dommer: Henrik Hansen

Tilskuere: 314

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk