Kampen mod Aarhus – første del
8. runde i 3. Division spilles lørdag d. 18. september kl. 14.00, når VSK Aarhus kommer på besøg på Valby Stadion.
KØB BILLET TIL KAMPEN MOD VSK AARHUS HER
Kampen er den første af to hjemmekampe med århusiansk modstand inden for få dage, da vi allerede torsdag d. 23. september møder AGF i Sydbank Pokalen.
Begge opgør er af stor betydning for efteråret og sæsonen som helhed, så der er brug for alle fremmere på lægterne.
Ubesejret stime skal udbygges med sejr
FREM er inde i en stime på 5 kampe uden nederlag. 3 uafgjorte og 2 sejre er det blevet til i de seneste 5 kampe, og den stime skal udbygges. Denne gang skal der en sejr i hus på hjemmebanen.
I sidste runde spillede vi også hjemme, og trods et utal af chancer måtte vi lidt skuffende nøjes med det ene point mod Dalum. Det var især gæsternes målmands fortjeneste, da han virkelig kom i vejen for meget. Vi skal også selv blive en lille tand skarpere i afslutningerne, så keeperen ikke kommer til at spille hovedrollen igen, og der er ingen tvivl om, at angriberne er 100 procent opsatte på at vise, at de ikke har mistet scoringsevnen helt.
VSK stræber mod toppen
Lørdagens modstanderhold VSK Aarhus, som er en fusion af Skovbakken og Vejlby IK, er et af de hold, som på forhånd blev tippet til at ende i top 6 i denne sæson. I skrivende stund ligger århusianerne da også lige nøjagtig på sjettepladsen på en bedre målscore end Karlslunde.
Hvis det var indbyrdes kampe, der afgjorde placeringen, ville VSK og Karlslunde bytte plads, da de to hold i seneste runde tørnede sammen på Vejlby/Risskov Centret, og det var gæsterne fra Karlslunde, der tog hjem med en sejr på 2-3. Kampen var en dramatisk forestilling med VSK som det jagtende hold i stort set hele kampen. Jagten lykkedes ikke, og til gengæld måtte VSKs Oscar Jacobsen indkassere rødt kort i de sidste minutter af kampen. Han sidder derfor over mod FREM, og det samme gør Thais Damgaard Nielsen, som fik karantæne for et gult kort i kampen.
Før nederlaget til Karlslunde var VSK Aarhus ellers inde i en god stime med sejre over Vanløse og Thisted (i Sydbank Pokalen) og uafgjort mod Lyseng, Herlev og Slagelse.
Begge hold kommer ind til kampen i god pointform, og begge har en spændende – og svær – pokalkamp i den kommende uge. VSK Aarhus møder på hjemmebane FC Nordsjælland. Om de kommende opgaver forstyrrer forberedelserne, eller om fokus er 100 % på den indbyrdes kamp, må tiden vise.
Målfest mod alle odds?
Den indbyrdes statistik mellem FREM og VSK Aarhus tyder ikke på, at vi bliver udsat for en målfest denne lørdag. Men nu er det jo heldigvis ikke statistikken, der afgør den slags. De første to indbyrdes møder i 2017 endte begge 1-1, og i seneste sæson var resultaterne 0-0 i Valby og 1-0 til VSK i Aarhus.
Nederlaget i foråret kom på baggrund af nogle temmelig udfordrende vilkår, da FREM manglede det meste af defensiven, så selv assistenttræner Jesper Fleckner måtte på holdkortet. Samtidig blev kampen voldsomt præget af en strid vind fra skiftende retninger, som gjorde det nærmest umuligt for begge hold at binde spillet sammen. Vejrforholdene var dog på VSKs side en enkelt gang, da bolden stoppede i vinden og dumpede ned lige ved stolpen, så den kunne ekspederes i mål til sejr i en kamp, der nok burde være blevet 0-0.
Det er altså FREM, der har revanche tilgode i denne weekend, og samtidig er truppen intakt, så vi kan i den grad håbe på mere end 0-0. Lad os bare få en målfest, så vi er klar til pokalbraget mod AGF med selvtilliden i top.
I tabellen har de seneste to uafgjorte kampe gjort, at Roskilde KFUM er rykket forbi og har skubbet FREM ned som nummer 3. Det er endnu en grund til, at vi skal bruge en sejr denne gang. Dertil har vi brug for al den støtte, vi kan få fra de trofaste fans og tilskuere.
God kamp til alle!